Landets bedste lærling fra Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 04/10/2023 07:00

AARS: Prisen hedder Metalindustriens Lærlingepris, og den fik Mikkel Nygaard Christensen overrakt fra uddannelsesministeren i fredags til den årlige kåring af landets bedste lærlinge.

Han er nu udlært som mekaniker hos Klaus Buus A/S i Aars, hvor chefen for det hele har rost ham til skyerne for at hæve de andre lærlinges niveau og komme på arbejde få timer efter at have fået gips på en brækket arm - for Mikkel ville ikke gå glip af at se en motor blive skiftet.

Vil chefen så lade ham fortsætte?

- Ja selvfølgelig, og med hans evner skal han læse videre til tekniker, siger Klaus Buus.

Det bekræfter en ikke overvældende anfægtet mesterlærling, der for øvrigt lige har købt hus på Kærvej, hvor han bor med sin kæreste.

- Ja, jeg fortsætter som tekniker. Det tager to år mere, siger han og bliver bedt om at sætte lidt ord på lærlingeprisen.

- Det er selvfølgelig rart at få noget anerkendelse. Det er en pris man kan vinde, hvis man har fået 12 i svendeprøven og bliver indstillet af sin skole (Tech College i Nr. Sundby) og sin arbejdsplads, og det er jeg selvfølgelig stolt over, siger Mikkel Nygaard Christensen.