Landbrug, kirkeugler og agerhøns

Onsdag, 10/03/2010 10:50

Kan moderne landbrug og jagt forenes med forsøg på at hjælpe kirkeuglen til bedre levevilkår og udsætning af agerhøns?
Suldrup & Omegns Jagtforening forsøger at få svar på dette spørgsmål ved at kalde sammen til et møde herom tirsdag den 23. marts i Sønderup Forsamlingshus.
Til dette møde er inviteret planteavls- og udviklingskonsulent hos AgriNord Jørgen Evald Jensen, der vil fortælle, hvordan det moderne landbrug og jagten kan arbejde sammen om at skabe bedre vilkår for vildtet samtidig med at landbruget undgår at komme i konflikt med reglerne omkring hektarstøtte m.v. De gældende regler for etablering af efterafgrøder og etablering af sprøjtefrie zoner, insektvolde, markvildtstriber og barmarks-striber vil blive omtalt og hvorledes det kan være med til at give vildtet og specielt de trængte agerhøns et løft. Kan man vælge efterafgrøder, der er mere vildtvenlige end andre m.v. 
Herefter vil Skov- og naturkonsulent hos AgriNord Svend Lassen fortælle om det meget spændende kirkeugleprojekt, der går ud på at forsøge at redde kirkeuglen fra at uddø gennem forbedring af dens levevilkår. Sjovt nok har kirkeuglen og agerhønsene nogenlunde de samme levevilkår og dermed de samme trængsler i det moderne landbrug, så Svend vil berette om hvordan vi kan gøre livet lidt nemmere for begge fugle. Svend vil også komme ind på, hvilke støttemuligheder der er for at kunne bevare begge fuglearter som en naturlig del af den danske fauna.
Jagtkonsulent Ivar Høst vil derefter berette lidt om de muligheder som jagtloven giver for at regulere det skadevoldende vildt, som jo er en ligeså stor trussel for de truede fuglearter, som landbrugets store ensidige, der gennem omhyggelig pleje og med anvendelse af sprøjtemidler er helt frie for det ukrudt og de insekter, som er så nødvendig for livsbetingelserne for disse fuglearter.  
Ivar vil fortælle om, hvorledes vi bedst regulerer de vildtarter, som kan reguleres, og hvorledes vi skaber de bedst mulige levevilkår for fuglene, således de kan leve i skøn sameksistens med vores øvrige dyre og fuglevildt.
Sluttelig vil Allan Thomsen og John Johnsen fortælle om de erfaringer, som de har gjort sig med udsætning af agerhøns sidste år omkring Sønderup. Her fik man 17 hold agerhøns på vingerne – i større og mindre kuld ganske vist – men det kan lykkes og den kunst vil de gerne indvie os andre i med at fortælle hvad man skal huske at gøre og hvad man bestemt ikke skal gøre. De vil vise os hvorledes volieren skal se ud og hvordan den placeres, hvordan man skal fodre fuglene mm.  
Så hvis du interesserer dig for den natur og det liv der omgiver dig, så kom til denne inspirerende aften i Sønderup Forsamlingshus og hør om hvordan det kan lykkes at få jægerne og det effektive landbrug til at gå i spænd med den natur, som vi alle er en del af og det vildt, som vi alle så gerne vil se i en spillevende og bæredygtig natur.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"