Læder føjes til garn i Bettekun i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 27/11/2019 13:00

AARS: Bettekun Garn i Himmerlandsgade i Aars har fået nye tasker på hylderne.

Inde bag vinduerne den med de flotte strikkede nisser og mellem de flotte farvestrålende garnnøgler i butikken er der kommet nye hylder med nye lædervarer på hylderne.

Mette Glerup og Lene Nymand har solgt tasker til strikketøj i lang tid, men nu bliver håndtasker og punge i læder også en del af sortimentet.

Naturligvis i en god kvalitet, som kan holde.

- Vi starter salget nu, og der kommer flere tasker i vores sortiment, men det er gået lidt hurtigt. Vi fik ideen for 14 dage siden og har allerede fået hylder og en del varer hjem, så vores kunder kan både købe deres garn og strikkeudstyr og en ny flot taske til at have det med i allerede nu, siger ejer Mette Glerup.

Hun fortsætter med de farvestrålende afrikanske fairtrade kurve fra Bolga. Det nye bliver tasker fra Adax, The Monte og Reisenthel, som dækker fra det helt klassiske til det lidt mere spraglede for at give noget til stort set enhver smag.

- Vi får et større sortiment af tasker og lædervarer og tror på, det passer godt til vores kundegruppe. Vi vil prøve at lave udvalget så bredt som muligt og holde det hele i en god kvalitet, siger Mette Glerup.

Ideen kom, fordi Bog & Idé desværre lukker og dermed mister byen en forhandler af lædervarer. Den handel håber Bettekun Garn at kunne holde i live med udvidelsen af deres sortiment.

- Den handel kan vi ligeså godt holde her i byen, hvor vi i forvejen har et godt udvalg og noget for enhver smag. Det skal vi jo bevare, så vi kan tiltrække så mange kunder som muligt ikke bare til vores men til alle butikkerne i Aars, siger butiksassistent og højre hånd Lene Nymand.

De to uger med omrokering i butikken og bestilling og opstilning i butikken er ved at være fordi for nu, og med en julehandelsmåned for døren skal der ikke tænkes for meget nyt før efter nytår.

- Vi skal da have undersøgt markedet og have lidt nye og sjove tasker ind, men nu skal vi lige være helt færdige med indretningen til vores lædervarer og så koncentrere os om vores kunder i den travle julemåned, inden vi kaster os ud i nye ideer og flere indkøb, siger Mette Glerup.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"