Kvinde i kunstigt koma

Af Ture Damtoft, Fredag, 24/05/2019 09:53

GATTEN: En ældre dame, som var tilskuer ved Made in Denmark, ligger fredag morgen i kunstigt koma på Aalborg Universitetshospital.

Den 76-årige kvinde fra Skanderborg styrtede så uheldigt på sin cykel og slog derved hovedet så alvorligt, at hun ligger indlagt med indre blødninger i hjernen.

Politiet kan ikke oplyse, om hun er i livsfare, men bekræfter at hun er i kritisk tilstand.

Hos Made in Denmark er arrangørerne naturligvis kede af det sorte uheld.

Det skete på Svenstrupvej, som er en af hovedfærdsselsårerne til golfturneringen.

Her er der lagt kabler over vejen to-tre steder, og de er så dækket til, så det virker som et lille trafikbump.

Både politiet og arrangørerne har fået oplyst, at kvinden er kørt over et af de bump, da hun lidt over klokken 18 var færdig med dagens arbejde.

- Det er så uheldigt, og vi er naturligvis kede af det på hendes vegne. Vi ønsker hende god bedring og håber, hun hurtigt bliver frisk igen, siger Anders Sigdal fra Made in Denmark.

Rettelse: Det fremgik af politiets døgnrapport, at kvinden var en del af korpset af frivillige ved Made in Denmark turneringen. Det er ikke korrekt, oplyser arrangørerne ved Made in Denmark og tilføjer, at de naturligvis fortsat ønsker hende hurtigst mulig bedring.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"