Kunstudstillinger i Påsken

Tirsdag, 22/03/2016 16:06

Galleri Himmerland
Gattenvej 85, Gatten

Galleri Himmerland i Gatten fejrer Påsken med udstillingen ”Univers”, som havde fernisering i lørdags

Galleriet viser moderne samtidskunst fra 25 professionelle fuldtidskunstnere kunstnere – udvalgt med stor omhu og fokus på kreativitet, kvalitet og variation.

Kunsterne kommer fra ind- og udland og viser malerier, skulpturer mv.  Nogle af kunstnerne er kendte fra øvrige år bl.a. Maiken Hejnfelt, Vibe Krogsgaard, Charlotte Amalie Marseillais (som i 2015 fik 3 store internationale priser på udstillinger i Italien og Spanien) og nogle udstiller for første gang i Gatten bl.a den færørske maler Liv Ejdesgaard.

Samtidig er Hanne Støvring hjemme fra New York og viser særudstillingen “A touch of New York”.

Galleri Alstrup

Alstrupvej 32, Alstrup
Galleri Alstrup havde fernisering Palmesøndag på sin påskeudstilling med titlen “Fra en anden verden”  med maleren, billedhuggeren og multikunstneren, Lars Ringgaard.

Ringgaard er uddannet fra Århus Kunstakademi i 1969 - 70, samt gennem længere ophold i Frankrig og specielt Italien. I 90erne begyndte han at skære marionetdukker og interessere sig for scenografi og det håndholdte teater. Børnekulturen spiller en central rolle i hans virke. Dels hans arbejder med  forskellige interaktive installationer på institutioner for udviklingshæmmede børn. Men også undervisning i billedkunst, primært på Den kreative skole i Silkeborg, hvor han er en eftertragtet leder af workshops indenfor snart sagt alle genrer af kunstnerisk udtryk.
Hans skulpturer er ofte lavet af sammensatte genbrugsmaterialer; trapper, cykeldele, violiner, en dobbeltseng, en kaminlåge, gamle kobbernedløbsrør, osv. Fra hans værksted i Vrads udspringer mange utraditionelle stærke, livskraftige spændende værker. Gennemgående fabulerende og stærke i farver, malerier med mytologiske toner, skulpturer og store marionetdukker.

Galleri Gjessing

Næsbydalevej 11, Næsbydale

Når Galleri Gjessing i Næsbydale skærtorsdag slår dørene op til en ny sæson, så er det med et møde mellem maleri og skulptur og til lyden af cellomusik og oplæsning. Foruden Ninni Lodahl Gjessings egne nye malerier kan man i år også se værker af Hans Haagen og Klavs Nørbæk samt  bronzeskulpturer lavet af billedhuggerne Anne Fonnesbech og Paul Cederdorff.
 

Hans Haagen, der døde i 2010, levede det meste af sit liv tæt på Limfjorden, og det er lyset herfra, der kan genfindes i hans fabulerende abstrakt, lyriske univers.

Klavs Nørbæk blev uddannet på Kunstakademiet samtidig med 1980’ernes unge vilde, og hans værker er præget af en tro på kunstens dybt personlige gyldighed med inspiration fra Nolde og Edvard Munch.

Paul Cederdorff præsenterer denne gang nogle store bronzeskulpturer, der vil kunne ses på plænen foran galleriet med Limfjorden og Livø som baggrund.

Endelig deltager den nordjyske billedhugger Anne Fonnesbech med en række smukke bronzeskulpturer, hvor kunstneren har lagt vægt på stramme, rene linjer som bærende for figurenes dynamik. ”Detaljen er oftest bare et forstyrrende element” skriver hun om sine værker.

Kunstværkerne flankeres af fin hvid brugskeramik, lavet af keramikeren Trine Bruun Hansen, og skærtorsdag vil man foruden Signe Gjessings poesi også kunne høre cellosuiter af J. S. Bach spillet af cellisten Anders Bak.

 

Vitskøl Kloster
Viborgvej 475, Trend
Vitskøls smukke klosterkirke danner traditionen tro rammen om Vesthimmerlands Kunstforenings påskeudstilling. Kunstforeningen har gennem årene tilstræbt at udstille kunst af høj kvalitet, og et stort publikum besøger hvert år udstillingen.


Årets påskeudstilling åbner med fernisering skærtorsdag, hvor der er åbningstale ved Hanne Dahl, studenterpræst i Aalborg, og musikalsk underholdning ved Ebbe Michelsen.


Ti spændende og anerkendte kunstnere fra hele landet præsenterer malerier, keramik, skulpturer, fusion glaskunst og smykker. Der er rig mulighed for at se forskelligartet kunst og møde kunstnerne.

 

Af nordjyske kunstnere kan nævnes bronzestøber Carsten Hansen og maler Claus Brøndum Sørensen. Førstnævnte er uddannet på Skandinaviens eneste håndformerskole i Sverige, samt Nordjysk bronzestøberi.Claus Brøndum Sørensen maler minimalistiske landskaber.


Elonn Agerup fra Viborg er en anerkendt billedkunstner, som har udstillet på adskillige museer i Danmark og udlandet. Finn Dam Rasmussen er keramiker og har eget værksted i Tisvilde i Nordsjælland. Han arbejder med skulpturel keramik.

Lone Seeberg bosat i Valby har mange facetter og virkemidler i sit billedunivers. Hun drager beskueren ind i underfundige fortællinger, hvor billedfladen er tilført menneskelige væsener, referancer og parafraser over vores kultur.
Tanja Kjærgaard Jensen er en ung talentfuld fynsk billedkunstner. I sin kunstneriske praksis beskæftiger hun sig hovedsageligt med papirklip.

Helle Dupont fra Kolding har stor forkærlighed for at eksperimentere med fusion kunst.
Af øvrige kunstnere på udstillingen kan ses endnu tre billedkunstnere Ingelise Tindbæk Riising fra Malling, Helle Kjærulf fra Aarhus og smykkekunstneren Anne-Mette Sonnichsen bosat i Silkeborg.


Galleri 14
Nørregade 14, Farsø
Der er nye udstillere til påske i egnens største galleri på 750 kvm. fordelt på 3 etager, hvor der er fyldt med malerier på alle vægge, keramiske figurer, smykker og pileflet på podier, smukt anbragt i grupper hen over gulvene. De nye udstillere er maler Maibrit Biegel, papirkunstner Gerda Grøn, Akvarelmaler Tanja Pedersen og smykkekunstner Susanne Mechlenborg sammen med mange faste gæsteudstillere, som har fornyet deres udstillinger i anledning af påsken. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"