Kunstudstillinger i Påsken

Onsdag, 31/03/2010 13:29

Vitskøl Kloster
Viborgvej 475, Trend
Vitskøl Kloster danner traditionen tro rammen om Vesthimmerland Kunstforenings påskeudstilling, der har fernisering skærtorsdag.
Kunstforeningen har håndplukket 9 kunstnere, som får æren at udstille deres værker i den imponerende kirkesal på klostret. Kunstarterne er maleri, keramik, glas og træ. 
Kunstnerne repræsenterer mange egne af landet. Helt lokalt fra, kommer den unge billedkunstner Nadja Adelborg med sine abstrakte og farverige malerier. Fra Fur kommer tegneren og maleren Birgitte Støttrup. Hendes speciale er menneskeskildring og portrætter, men også dyr og landskaber har sneget sig ind på hendes palet.
Maleren Hanne Støvring, der kommer fra København, hører til den unge generation af bornholmermalere. Sommer efter sommer suger hun den særlige bornholmske natur, lys og luft til sig under sit ophold i Gudhjem. Hanne Støvring lægger ikke skjul på, at hun lader sig inspirere af de gamle bornholmermalere som Oluf Høst, Niels Lergaard og Edward Weie.
Maleren Ole Kildegaard fra Lemvig finder inspirationen til sine malerier og akvareller i naturen ved Vesterhavet, hvor han har boet hele sit liv. De øvrige malere er Jørgen Mogensen fra Thurø og Grethe Tranberg fra Frederiksberg.   
Med på udstillingen er også træskæreren Hans-Henning Pedersen fra Gudhjem, keramikeren Jean-Francois Thieron fra Ejstrupholm med nogle imponerende keramiske vaser. Ligeså imponerede er glaskunsten fra Søren Ringgaard der kommer fra Læsø.     

Alt i alt en smuk vifte af god kunst præsenteret i lokaliteterne på Vitskøl Kloster, hvis historie går mere end 1000 år tilbage. Udstillingen åbnes af maleren Hanne Støvring efterfulgt af et musikalsk indslag.  
Galleri Himmerland
Gattenvej 85, Gatten
Galleri Himmerland, der åbnede sidste år i Gatten, er naturligvis også frisk på en påskeudstilling med start skærtorsdag,.  
Der fremvises kunstværker af tre meget spændende og unikke kunstnere, der har udstillet vidt omkring bl.a. i Tyskland, Frankrig, Sct. Petersborg, Korea etc. og nu i Himmerland. Det drejer sig om maleren Leif Fogh Jakobsen, skulptøren Henning Bjørn Thomsen og maleren Erik Bøgh, der i sine malerier kredser om eventyr, mytologi og naturen.

Madam Mim
Løgstørvej 51, Strandby
Madam Mim er stedet for velvære og fordybelse. Og det er netop dybden og drømmene i billeder, som er intentionen med årets påskeudstilling.
De tre kunstnere er: Rasmus Møller med moderne ikoner, Mona Hjelm med englebilleder og Gitte Jensen med collager.   
Galleri 14
Nørregade 14, Farsø
Galleri 14’s påskeudstilling tager også sin start skærtorsdag kl. 14.00, hvor der med velkomsttale tages imod kunstinteresserede.
14 faste udstillere viser nye og spændende værker. Galleriet har også fået et nyt fast medlem, Niels Brügger fra Møldrup, som kan ses i Galleriet fra påske.  Hans udtryk bygger på det ekspressive gennem stærke farver. Galleriet repræsenterer også et antal gæstekunstnere, ikke færre end 5.

Det er Jytte Blennum, maleri. Thilde Mønsted,maleri. Marian Rune,maleri. Alice Overgård, keramik og Nanna Højbjerg, keramik.

Ullits, Foulum og Svingelbjerg kirker
Simon Aaen udstiller sine værker i Ullits, Foulum og Svingelbjerg kirker hen over påsken.
Simon Aaen har haft en del af sin tidlige ungdom i Ullits præstegård, mens hans far, Erik Aaen var præst i sognene fra 1990-94.
Nu lever han af, at være billedkunstner og hans værker er oftest inspireret af naturen og bibelfortællingerne.

Malerierne kan ses i de tre kirker i deres åbningstid på hverdage og naturligvis ved gudstjenesterne, hvor de forhåbentlig vil "medvirke" ved alle påskens gudstjenester.

Galleri Alstrup
Alstrupvej 32, Alstrup
Påskeudstillingen hos Galleri Alstrup havde fernisering palmesøndag og er naturligvis også åben i alle påskedagene. Udstillingen er udover at være en salgsudstilling også en rigtig påskeudstilling.
Udstillingen hedder " Tradition og fornyelse", Ikoner, Skytsengle og Helgenbilleder.

Ikonen hører til i de ortodokse russiske, græske og byzantinske kirker som et helligt billede og anvendes som et væsentligt led i disse kirkers forkyndelse. Den byzantinske ikontradition har rod i et tusinde år gammelt håndværk hvor maleren "skriver" en ikon og kaldes ikonograf.

Udstillerne er de 2 ikonografer Alice Skals og F. Roberts og grafiker Elsebeth Larsen.

Lundbæk
Halkærvej 3, Nibe
På Lundbæk er Kulturelt Samråd i Nibe klar med sin største påskeudstilling nogensinde. Hele 33 kunstnere fra Nibe området er med. Påskeudstillingen finder sted i meget smukke omgivelser på Lundbæk Landbrugsskole.
Udstillingen viser et bredt udbud af, hvad der rører sig kunstnerisk i Nibeområdet. Kunstnerne udstiller oliemalerier – glaskunst – skulpturer – smykker – tekstiler - akrylmalerier – akvareller – grafik og keramik.
Følgende kunstnere fra Nibe området deltager:  Vibeke Gaard, Ruben Gelardi, Joseph Jahn, Tove Kobberaa, Erik Bak, Hans Jørgen Holm, Anne Berg, Erik Rask Troelsen,  Ann Juul, Anette Wie,  Trine Ivarsen, Tine Faurholdt, Helle Færch, Kirsten Jeppesen, Britt Engamo, Annette Droob, Karen Lisbeth Hansen, Edith Luckow, Mette Overgaard Tranholm, Birte Møller, Helene Pagh Frederiksen, Anette Andersen, Kræsten Graae, Anny Hofmeister, Åse Nørgaard, Kirstine Markussen, Tea Langgaard, Majken Bilgrav Sørensen, Carol Knudsen, Tove Wendt, Ove Bering,  John Rubani og Ingrid Rubani.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"