Kun stuehus tilbage efter brand i Nørager

Af Ture Damtoft, Mandag, 24/06/2019 08:27

NØRAGER: Alarmen gik klokken 18.09 søndag aften, da ejerne af en nedlagt landejendom ved Nørager anmeldte brand på gården.

Tre længer på gården var fuldstændig overtændte, da Nordjyllands Beredskab i Vesthimmerland nåede frem.

- Jeg havde 12-13 kilometer til brandstedet, og jeg kunne se røgen hjemmefra. Så jeg var godt klar over, at der var gang i den, siger indsatsleder Caspar Weisberg, som allerede på vej til branden kaldte på assistance fra flere stationer, og der blev rykket ud fra Aars, Aalestrup og Hobro.

Ejerne af gården var selv snarrådige og var med til at redde deres stuehus.

- Da vi kom frem stod familien på gården med haveslanger for at redde stuehuset, og vi sprøjtede også med det samme vand på, og stuehuset står helt intakt, siger indsatslederen.

Det var derimod umuligt at redde de tre længer fra at udbrænde.

Branden ser ud til at skyldes et sankthansbål, hvor vind har båret gløder fra bålet til tagryggen på den ene længe.

Beredskabet havde søndag aften fuldstændig styr på brandslukningen, hvortil der var tilkaldt mandskab fra Aars, Aalestrup samt en tankvogn fra Hobro. Desuden måtte man have hjælp fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, der skulle stille med en kran, så man kunne få taget af bygningerne.

Ejeren er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

Mandag formiddag oplyser politiet, at årsagen til branden var nogle gnister fra Skt. Hans bålet, der fløj ind på et halmloft og æntændte halmen.