Kulturen i Nibe går til operaen!

Torsdag, 25/02/2016 00:01

Opera i fokus!
Kulturelt Samråd i Nibe har også en musikalsk profil blandt sine mange tilbud, og her ønsker foreningen nu at dyrke operaen mere konkret. Det er tidligere sket ved bl.a. et arrangement i Riddersalen på Lundbæk Landbrugsskole, og aktuelt har Kulturelt Samråd indledt et samarbejde med Aalborg Opera Festival, fortæller Jens Østergaard Madsen, formand for Kulturelt Samråd i Nibe.
Det anerkendte kor, Coro Misto, har længe stået på ønskelisten til en koncert i Nibes smukke kirke, og i næste uge sker det som en del af Aalborg Operafestival, arrangeret af Kulturelt Samråd i Nibe i samarbejde med Kulturnatten i Nibe og Nibe Kirke.
Udover Coro Misto medvirker sopranen Nickie Johansson og pianisten og organisten Anita Samsing. Korets faste dirigent, Søren Birch, holder tøjlerne. Programmet spænder helt fra den engelske barokopera med gamle kendinge som Händel og Purcell til nutidige nordiske komponister repræsenteret af svenske navne som Per Gunnar Petersson og Gunnar Eriksson. Ind imellem er der blevet plads til de helt store som Mozart, Puccini og Grieg.
Udendørs operasang
– På længere sigt vil vi gerne udbrede operasangen endnu mere i vort område, og vi pusler i den anledning med et udendørs opera arrangement, afslører Jens Østergaard Madsen. Et sådant arrangement kræver rigtig god økonomi og vil også inkludere, at der findes flere samarbejdspartnere og sponsorer. Og derfor skal der en grundig forberedelse til, hvilket vi for tiden arbejder på, slutter Jens Østergaard Madsen.

Også Opera i Vokslev
Midt i marts breder Aalborg Operafestival sig også til Vokslev. Det sker, når Vokslev Friskole inviterer hele familien til klassisk komedie og stort kagebord.
Det unge kompagni Operaclé har i samarbejde med Den Fynske Opera lavet en kort og morsom udgave af den italienske komponist Pergolesis klassiker om tjenestepigen Serpina, der gør alt hvad hun kan for at blive frue i eget hus.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"