Konkurrence med et smil til Rør Cup

Af Ture Damtoft, Torsdag, 03/01/2019 07:52

HÅNDBOLD: Der var store smil hele vejen rundt hos de mange hundrede børn, der fredag, 28. december spillede Rør Cup i håndbold.

Hallerne i Aars, Farsø, Løgstør og Hornum var godt fyldt op, og det samme var parkeringspladserne, med spillere, trænere og ikke mindst forældre fra 102 hold fra det meste af Jylland.

Der blev afviklet kampe i U8, U10, U12 og U14, hvor Aars HK havde hold med i samtlige årgange. På U8 bliver der ikke talt mål.

- Det flytter fokus væk fra konkurrencen, selvom 80 procent af dem godt ved, hvem der har vundet. Men resultatet er ikke et fokuspunkt, og på den måde er det befriende for de mindste børn, siger Arne Christiansen, der har været med til at arrangere stævnet i 28 år, og igen var at finde her, der og allevegne på dagen. Ikke mindst som dommer i rækkerne, og når man kom op i årganene var der også mere fokus på konkurrencen.

For eksempel hos U12 drengene i AIK Vejgaard fra Aalborg, der fik en pep-talk fra træner Glenn Rasmussen efter et træls nederlag.

- I kender hinanden, og véd hvad I kan. Det er jeres opgave at finde ud af, hvad modspilleren kan, og så stopper i ham fra at gøre det, sagde han blandt andet til sit hold, inden de blev sendt til opvarmning.

Pep-talken blev leveret med intensitet, men bagefter var der plads til at se lidt mere afslappet på dagen.

- Drengene glæder sig hvert år til Rør Cup, og vi synes, det er en god cup, som er til at overskue, og hvor vi kan få nogle gode kampe, sagde Glenn Rasmussen.

De gode kampe skyldes også en vis jævnbyrdighed. Med nogle enkelte undtagelser stod holdene godt overfor hinanden, og det er ikke tilfældigt.

- Det er lykkedes at få rigtig mange tætte kampe, og det lægger vi et stort arbejde i under planlægningen. Det er jo mange glade unge mennesker, som synes, det er dejligt at spille håndbold. De kommer for at yde deres bedste, og der bliver gået til den på banen, siger Arne Christiansen. Og selv på U8 holdene bliver der gået til den, for det vigtigste var at få børnene til at komme ud og røre sig og have det sjovt.

- Det giver dem en fantastisk oplevelse. Det kribler i dem for at komme ud og spille bold, og man kan se på dem allesammen, at de har det sjovt, siger Lars Ole Skjønning fra Aars Håndboldklub, hvis to sønner spillede med i henholdvis U8 og U12.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"