Kommunen har de første planer om genåbning klar

Af Ture Damtoft, Søndag, 12/04/2020 08:00

VESTHIMMERLAND: Forvaltningen, skoleledere, institutionsledere og politikere har været på overarbejde for at blive klar til at genåbne skoler og daginstitutioner fra på onsdag, 15. april.

Formanden for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen (V), kan ikke love, at det hele bliver klart til datoen.

- Hvis vi bliver forhindret i at åbne enkelte dagtilbud eller skoler, kan årsagen kun være, at vi ikke indenfor tidsgrænsen kan etablere tilbuddet, så det er sundhedsmæssigt forsvarligt i forhold til sundhedsmyndighedernes udmeldinger, oplyser hun i et skriftligt svar til Aars Avis.

For at blive så klar som muligt er påsken også blevet taget i brug, og kommunen vil løbende komme med opdateringer om, hvor man er i processen på de enkelte skoler og dagtilbud.

- Vi prioriterer trygheden omkring åbningen af vores tilbud højt, hvilket betyder, at vi forsøger at arbejde med stor grundighed, så forældre, børn, elever, medarbejdere og ledere kender vilkår og opgaver, og er trygge ved situationen. I lighed med de sidste uger retter vi beredskabsplanerne til i takt med, at vi får de seneste retningslinjer ud fra KL og sundhedsmyndighederne. Disse kommer på hjemmesiden, så alle borgere kan følge med, udtaler Inger Nielsen.

Desuden vil forældre, børn og elever blive direkte orienteret via skolernes og dagtilbuddenes kommunikationskanaler.

Lederne har for at kunne planlægge bedst muligt forespurgt forældrene til deres pasningsbehov.

 

 

Foreløbige planer

Således åbner skoler i Vesthimmerlands Kommune den 15. april 2020 (både kommunale og private) for skolegang af børn på almenområdet og specialområdet i;

- Grundskoler, 0.-5. klasse.

- LBO

- SFO

- SFO2 (til og med 5. kl.)

- Specialklasser i hele skoleforløbet

- Specialskoler (Vestermarkskolen) i hele skoleforløbet

- Modtageklasser (til og med 5. kl.)

- Taskforce i hele skoleforløbet

- Fokusklasserne under UngVesthimmerland

Derudover åbner dagtilbud i kommunen den 15. april 2020 (både kommunale og private) for pasning af børn på almenområdet og specialområdet i;

- Dagpleje

- Vuggestue

- Børnehave

- LBO

 

Ældre elever og eksamen

For elever på 6.–10. klassetrin og i STU vil undervisningen fortsætte som fjernundervisning foreløbigt frem til og med 10. maj. Dernæst vil der komme ny information.

Eksamen for 9. og 10. kl. er aflyst og bliver erstattet af en årskarakter. Årskarakteren vil basere sig på elevens arbejde før nedlukning og elevens arbejde under hjemmeundervisningen.

Der har været møde med lederne, udsendt vejledninger, instrukser, forholdsregler om hygiejne til lederne og inspiration fra KL. Der er udsendt informationsbrev til forældre, medarbejdere og ledere.

Der er ledermøder igen mandag, 13. april, hvor de sidste genåbningsplaner kommer på plads. Genåbning kan variere fra institution til institution.

 

Hygiejnen

Lederne har sammen med medarbejderne følgende på plads inden åbning:

- Instruks for håndhygiejne

- Instruks for aflevering/afhentning

- Instruks for rengøring (synlig rengøring er afskaffet indtil videre)

- Instruks for organisering af grupper af børn inde og ude

- Instruks for spisesituationer

- Instruks for indretning.

 

Mini SFO

Opstart af MiniSFO i Farsø, Aars og Aalestrup sker fredag, 1. maj.

Løgstør har sin egen model. Opstart af MiniSFO fastholdes, da der stadigvæk kommer nye børn ind. For at skabe plads i institutionerne er der brug for, at børnene kommer i MiniSFO. Tankerne bag MiniSFO om, at de kommende skolebørn og deres forældre lærer skolens rammer og ansatte at kende, gælder stadigvæk.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"