Kommunal tandpleje i Aars har fået mere plads - nye klinikrum og digitalt udstyr til personalet og de 5700 patienter

Af Ture Damtoft, Onsdag, 10/04/2024 09:00

AARS: Der var store hvide smil, da Den Kommunale Tandpleje fredag indviede en tilbygning med nye lokaler på Østermarken i Aars.

Med to nye klinikrum, nyt omklædningsrum, teknikrum og større personalerum har både patienter og ansatte fået en topmoderne tandpleje.

Udvidelsen bunder i en stigning i tilgangen af børn og unge til klinikken, der har omkring 5700 patienter i aldersgruppen 0 til 21 år.

Dertil kommer behandling af voksne hjemløse, specialtandpleje og omsorgstandpleje til f.eks. ældre borgere.

- I forhold til patienter har vi mulighed for at få nogle flere ansatte på klinikken nu. Vi får en tandlæge mere 1. maj og vil også gerne have en ny tandplejer, som typisk varetager den forebyggende tandpleje, fortæller overtandlæge og leder af den kommunale tandpleje, Mette Strunge.

Sammen med formanden for børne- og familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune, Inger Nielsen, Blære, bød hun fredag velkommen til håndværkere, politikere og andre gæster til åbningen.

De første får ros for de ni måneder, som ombygningen af klinikken har varet.

- Under omstændighederne har det været så forstyrrende, som man kunne forvente ved en større ombygning, men vi har jo haft fuld drift i hele perioden, og håndværkerne har været meget imødekommende. Der er naturligvis høje krav til hygiejnen, og der har de gjort en stor indsats for at undgå støv eller andet i klinikken. Både håndværkerne og medarbejderne har vist fleksibilitet overfor hinanden, så det har fungeret rigtig godt, siger Mette Strunge.

Over halvdelen uden huller

Den kommunale tandpleje har i alt omkring 7700 patienter, hvoraf de 2000 er tilknyttet samarbejdspartnere i Aalestrup, Løgstør, Farsø og Aars.

I modsætning til skrækeksempler fra medierne om lange ventetider kan alle de 7700 forvente regelmæssig og om nødvendigt akut behandling.

- Vi indkalder til kontrol en gang om året, men hvis børn har tandpine eller har slået tænderne, får de en akut tid, og det forsøger vi selvfølgelig også at give de voksne, som kommer på klinikken, siger Mette Strunge.

Indsatsen for børns og unges tandsundhed er langt den største del af arbejdet, og på klinikken i Aars undgår de gerne at bore i tænderne.

- Vi vil gerne undgå, at det kommer dertil, hvor hullerne skal bores i. Hvis det f.eks. er et begyndende hul i emaljen, indkalder vi til en flour-behandling måske hver tredje til sjette måned for at forebygge, at hullet bliver større. Det forebyggende arbejde, inden der kommer huller, er også meget vigtigt. Over 50 pct. af de børn og unge, som vi udskriver, når de bliver 18, har aldrig haft hul i en tand, siger Mette Strunge.

Den nødvendige udvidelse af klinikken i Aars har kostet omkring otte mio. kroner, hvoraf omkring 1,5 mio. kroner er et statsligt tilskud.

- Der har været stor tilgang af børn og unge de seneste 10 år, og med den nye lovgivning, hvor unge op til 21 år kan blive i den kommunale tandpleje, så blev udvidelsen af de fysiske rammer nødvendig. Det er fantastisk, at vi har fået midler til det, så vi kunne opgradere til nyt og moderne udstyr med digital røntgen og digital scanner, så klinikken nu fremstår med det nyeste udstyr og er fremtidssikret, siger Inger Nielsen, formand for børne- og familieudvalget i Vesthimmerlands Kommune.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"