Kom gratis i Løgstør BIO til »10 års dagen« - hvis du bliver 10 år i 2010

Tirsdag, 27/04/2010 14:17

Det er med stor fornøjelse den danske filmbranche og Løgstør BIO for 2. år i træk inviterer alle, der fylder 10 år i 2010 til filmoplevelse.
Baggrunden for dette tiltag er naturligvis, at filmbranchen ønsker alle danske børn stifter bekendtskab med underholdning og holdning på det store lærred. Ikke alle danske børn når at få denne oplevelse fra barnsben, og det ønsker branchen at råde bod på.
Hvem husker ikke den første biografoplevelse? Spændingen i maven på vej mod biografen, koncentrationen mens plakater og fotos iagttages i biografens udstilling, utålmodigheden i køen til billetkontoret, trængslen i biografens foyer, indkøb af passende mængder søde sager, forventningens glæde mens pladserne i salen findes, og højdepunktet når biografens fortæppe langsomt går til side og de første billeder toner frem, mens lyset i salen sænkes, og man langsomt lader sig indhylle af biograffilmens magi.
Intet barn bør snydes for denne oplevelse, som samtidig danner grundlag for barnets biografvaner resten af livet.
Der er al mulig grund til at benyttet sig at dette årlige tilbud. Og samtidig får du mulighed for at iagttage dit barn med åben mund og polypper indtage og lade sig rive med af filmens magiske verden.
Vel mødt i Løgstør BIO den 8.maj til:
»Det regner med frikadeller«, der vises kl. 14.00  og/eller
»Karla og Jonas«, der vises kl. 16.00.
Husk legimitation!
Selv om der er fri adgang for årgang 2000, betyder det ikke, at der ikke er adgang for andre. Der er adgang for hele familien, både søskende, forældre og yngre eller ældre venner, men det er naturligvis mod betaling af en billet til normal billetpris.
Det er Danske Biografer og FAFID (Foreningen af Filmudlejere i Danmark), der står bag initiativet.
Bestil plads og få mere information på www.logstor-bio.dk.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"