Ko kom på afveje

Af Ture Damtoft, Mandag, 13/05/2019 13:45

NØRAGER: Heldigvis har der ikke været voldsomt dramatiske ting for politet at håndtere den sidste uges tid.

Men, man skal passe på på de små veje lidt nord for Nørager.

En ko stak nemlig af, da den i fredags skulle hentes efter en auktion ved Kgs. Thisted nord for Nørager. Vognmanden havde gjort klar til at få den ombord i traileren, men koen, som i øvrigt er en blåkvægs krydsning, ville det anderledes, så den stak af ud over markerne.

Vognmanden meldte det til politiet, men ordensmagtens spidskompetencer ligger ikke i at indfange køer, så de rykkede ikke ud med blå blink.

Klokken fire lørdag nat blev koen set igen - tror politiet da.

En bilist kom kørende og spærrede nok øjnene noget op, da der pludselig stod en ko på vejen. Han mente, det var en sortbroget ko, men tidspunktet og lyset taget i betragtning, tror politiet, der var tale om blåkvægs-krydsningen.

Den krydsede bare vejen og gik ned ad en sidevej. Den vej er ikke synderligt, som i næsten-ingen-trafik, befærdet, så politiet vurderede ikke, at de måtte rykke ud og fange koen.

- Den render måske (eller muhligvis, red.) rundt derude endnu, siger en talsmand fra politiet, som da gerne hører fra nogen, som enten ser eller allerhelst får den indfanget.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"