Knas på ruten til 1/10 ironman til Kimbrerfesten

Af Ture Damtoft, Fredag, 06/09/2019 11:07

AARS: Deltagerne var godt tilfredse, og det var det vigtigste for tovholder til mini-tri og 1/10 ironman ved Kimbrerfesten, Jimmy Krøier Sørensen.

Med 11 deltagere i mini-tri og 22 i 1/1 ironmanvar han tilfreds med antallet for første år med de to løb i Aars.

At der så var lidt knas med markeringen af ruten, tog både han og deltagerne, som det kom - men det ærgrede ham da.

- Vi havde markeret ruten med ministrimler på selve dagen, men alligevel var der nogen, som syntes, det var sjovt at fjerne dem. Så jeg blev sat på at løbe med lidt af ruten, indtil jeg kunne få tre kimbrere ud og vise vej på ruten, fortæller Jimmy Krøier Sørensen, der kun hørte positivt tilbage fra deltagerne.

To af dem var nummer et og to på 1/10 ironman - Morten Andersen fra Tri og Trim i Farsø i tiden 59,01 og Simon Larsen fra Aars i tiden 59,06.

- Svømning var lidt kaotisk med så mange svømmere i vandet. Cykelruten var meget kuperet, men det passede godt. Løberuten var meget teknisk med de mange trapper. Men det var sjovt og publikumsvenligt, og det skal det være, når det er for byen, sagde Morten Andersen ved mållinjen.

- Ruten kom godt omkring i byen, og selvom det var lidt teknisk med trapperne, så synes jeg, det passede meget godt, sagde Simon Larsen, inden nr. et og to fik talt ruten og løbet igennem.

Hvorvidt løbet vender tilbage i samme form, skal der lige evalueres på. Start ved svømmehallen og mål ved festpladsen er måske ikke det optimale, så nu skal der lige evalueres.

- Det vigtigste er jo, at vi trækker nogle folk ud til Kimbrerfesten. Vi skal lige se på det, men det var et godt løb, og det sagde deltagerne heldigvis også. Jeg var især imponeret over en deltager fra svømmeklubben, der hedder Vera. Hun var med på vores vandskrækhold for to år siden, og selvom hun skulle dele en bane i bassinet med fire andre, og de puffede lidt til hinanden, så kom hun igennem svømningen og gennemførte - det er stærkt gået at overvinde sådan en en skræk på to år, slutter Jimmy Krøier Sørensen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"