Knap 300 til legendarisk Storm T fest

Tirsdag, 08/03/2016 17:32

De fire arrangører bag genåbningen af Storm T for en aften Birgitte Møller, Michelle Johansen, René Poulsen og Henning ”Post” Andersen fik dagen derpå så mange positive tilbagemeldinger på festen, at man vel skulle være et skarn, hvis man ikke var lidt mere end tilfreds.

Ved sidste fest for to år siden var familien Haman med, men de var desværre forhindret denne gang på grund af 50 års fødselsdag i familien.

Tidligere indehaver Søren Mortensen deltog
-Det var derfor med stor glæde, at vi fandt frem til Søren Mortensen, som drev Storm T fra 1976 til 1986 og som var manden som for alvor fik discofeberen til at rulle i Farsø, fortæller Henning ”Post” Andersen, der videre fortæller, at Søren Mortensen, som i dag er 72 år gammel, bor nu i Holbæk og netop hjemkommen efter en ferie i Indien fredag, dukkede han så op i Farsø lørdag i et forrygende festhumør.

Omkring 35 personer mødtes til spisning inden diskoteket blev åbnet. Snakken gik og der blev vist på godt jysk ”byttet en masse løwn” og fortalt en masse historier, ligesom arrangørerne havde fundet en del gamle billeder fra personalefester og lignende frem.

Nogle af Stormens egne DJ`s gennem tiden sørgede for musikken og der blev spillet masser af gode 80 `er og 90’er hits og dansegulvet blev flittigt brugt. Der blev ligeledes skrålet med på de mange populære hits til den lyse morgen.

Megen fest tilbage
- Og jo, skønt alle jo havde rundet de obligatoriske 30 år og mange endda lidt mere, ja så måtte det konstateres at der endnu er megen fest tilbage i de fantastiske gæster, siger en glad Henning ”Post” Andersen.

Det trætte men glade festudvalg har endnu ikke evalueret på festen. Men det har da et par store spørgsmål, som der skal tages stilling til. Bliver Stormen åbnet igen for en aften, og vil der være et overskud og hvad kan man i så fald bruge overskuddet til.

Evaluering følger
Henning ”Post” Andersen mener, man hen i slutningen af næste uge har fået sovet den største glædesrus ud og kan få evalueret.  For to år siden donerede udvalget sammen med Farsø MC kr. 10.000 til ”Børn i Sorg Gruppen”, men endnu er intet bestemt for festen her i 2016

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"