Klimaudfordringer er også indregnet i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 11/08/2021 07:00

Første lokalplan hvor der udarbejdes en vandstrategi

AARS: Det går stærkt med at sælge huse i ”det grå kvarter” i Aars. Vesthimmerlands Kommune har de seneste år solgt rigtig mange grunde på Galgehøj, og de moderne grå huse skyder op i som perler på en snor.

Derfor er arbejdet på at byggemodne endnu et boligområde gået i gang. Navnet bliver Rytterkvarteret og ligger lige vest for Galgehøj. Helt i pagt med den aktuelle debat om de menneskeskabte temperaturstigninger lægges der vægt på, at området skal være bæredygtigt, og der er udarbejdet en 11 siders Vandstrategiplan.

Som en del af strategien for håndtering af vand er der i lokalplanen disponeret regnbede og grøfter, som skal håndtere regnvand både som transport såvel som nedsivning. Derudover er der forsøgt at begrænse mængden af asfalt og befæstede arealer, hvor kørebaner er snævre, og der til gengæld er vigearealer i permabel belægning. Dette har stor betydning for det byrum, der opstår, og som gerne skulle føre til mere liv mellem husene.

- Vi tager med denne strategi specielt hensyn til alt det med vand - både ovenfra og nedenfra, siger formanden for Teknik og Miljøudvalget Anders Kjær Kristensen. Han vurderer, at Teknik og Miljøudvalget vil vedtage, at sende lokalplanen i høring på mødet i dag onsdag.

Bæredygtigt

Nybyggeri vil altid have konsekvenser for klimaet. Denne lokalplan er dog et bud på, hvordan der kan planlægges for boliger på en mere bæredygtig måde, med fokus på mindre asfalt og til gengæld mere natur og biodiversitet indenfor byskiltet. Lokalplanen støtter derfor op omkring kommunens visioner for at være mere bæredygtig, sænke sin udledning af CO2 samt at skabe mere biodiversitet.

Samtidig med at klimaet er tænkt ind, så lægges der også op til, at området boligmæssigt at variere.

Planforslaget giver mulighed for udstykning til enfamiliehuse samt forskellige former for rækkehusbebyggelse. Lokalplanen indeholder også en lang række forslag til, hvordan de arkitektoniske udformninger af boligerne kan udføres.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"