Kino Nibe – 100 år med film og som kulturhus!

Fredag, 19/02/2010 11:56

Året er 1910. Elektriciteten i Nibe kommer først til byen i 1919, men alligevej lykkes det for hotelejer Christensen, »i en sidebygning til Hotel Phønix, at indrette et tidssvarende lokale med elektrisk belysning«, som det blev beskrevet i »Aalborg Tidende« d. 21. februar 1910.

Indtil 1921 ligger den lokale biograf således i lokaler, lejet hos Hotel Phønix, men så sker der noget: Nibe havde i 1919 fået etableret et elektricitetsværk, og Chr. Møller, der sammen med Jens Kjærsgaard nu drev »Phønix Biografen«, flyttede til ejendommen Skomagergade 22, og der blev til gårdsiden bygget en helt ny biografsal.
Jens Kjærsgaard havde i 1920 købt ejendommen, men i 1924 køber Chr. Møller den af Jens Kjærsgaard, og Chr. Møller er herefter gennem mere end 30 år ejer af biografen Kino Nibe. I slutningen af 1920’erne og gennem 1930’erne kommer der gradvist lyd på filmene, som så afløser stumfilmtidens pianister.

Chr. Møller driver Kino Nibe gennem en lang årrække, op til 1956, hvor han så afhænder den til den nye biografdirektør Villiam Emanuelsen – den hidtidige vært på Hotel Nibe.
»Emanuelsen« – alene under dette navn er han en kendt skikkelse i Nibe – driver nok biografen, men til at tage sig af teknikken har han ansat bl.a. Karen og Knud Sørensen. Hun i billetsalget og han som filmoperatør.

I 1968 sker der desværre dét, at der udbryder en brand i biografen, koncentreret omkring operatørrummet. Og da tidl. bagermester Ejnar Klokkerholm sammen med sin kone Gerda, i 1969 overtager biografen, sker der en omfattende indvendig renovering.
I 1977 ønsker Gerda og Ejnar Klokkerholm at sælge, og helt naturligt sker det til Karen og Peter Sørensen, som allerede da havde hjulpet til i Kino Nibe.
Kalenderen viser efterhånden 1980, og efter få år udvides der i Kino Nibe med en døgnkiosk.  I 1989 kommer der igen ny biografdirektør, da Ejnar Jørgensen tiltræder, og sammen med Mariann Larsen driver biograf og døgnkiosk, indtil det i 1993 viser sig ikke længere at være rentabelt som levebrød.

En fremtid som foreningsdrevet biograf?
En periode ser det derfor ganske dystert ud for den fortsatte biografdrift i Nibe, men en gruppe borgere tager i efteråret 1993 handsken op. Der dannes hen over efteråret og vinteren 1993-94 en forening, hvor bestyrelsen ad flere omgange sættes sammen, med Kurt Nielsen som formand, Hans Henrik Henriksen som næstformand, Anette Jørgensen som kasserer, Benthe Ladefoged Nielsen som sekretær og bestyrelsesmedlemmerne Michael Nielsen, Carlo Christiansen og Inge-Greta Mathiasen.

Udvikling af biografdriften
Gennem hele perioden med foreningsdrevet biograf har der været gjort forskellige tiltag for at understøtte driften.
Kino Nibe har i dag ca. 70 frivillige tilknyttet, til at varetage forskellige funktioner, herunder billetsalg, cafésalg, filmoperatører, rengøring, administration m.m.
Bestyrelsen består i 100 året af Torben Olesen som formand, Hans Henrik Henriksen som næstformand, Flemming Toppenberg Poulsen som kasserer, Pia Madsen som sekretær og Lene Poulsen.

100 året markeres flere gange gennem 2010
Kino formand Torben Olesen fortæller, at Kino Nibe her i jubilæumsåret vil markere 100 året ad flere omgange. Lørdag og søndag indledtes fejringen således på præcist dén dag den første film i 1910 gled over lærredet i »Phønix Biuografen«, nemlig lørdag den 20. februar. De første arrangementer omfatter kombinerede spisninger og filmforevisninger, og senere på året vil man igen kunne stifte bekendtskab med »Skomagergyden« i Kino Nibe’s baggård.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"