Kimbrerfesten i Aars kan blive uden tivoli

Onsdag, 07/11/2018 08:35

Den store fest gav 169.000 kroner i overskud

AARS: - Tivoliet til Kimbrerfesten føler ikke, at de fik nok ud af festen i år. De har derfor foreslået nogle ændringer, hvis de skal komme igen. Det har fået os til at overveje, om vi skal skrue næste års Kimbrerfest sammen uden at have tivoli med, siger formanden for Kimbrerfestkomiteen Karl Lausten til Aars Avis.
Beslutningen er ikke helt enkel, og mange vil sandsynligvis have en mening om, hvorvidt Kimbrerfesten kan være uden radiobiler og skydetelte.
Komiteen har nogle måneder til at overveje sagen.
- Vi vil muligvis tage noget andet ind i stedet. Vi har mange gode ideer, fortsætter han.
Herning Tivoli har blandt andet foreslået, at Kimbrerfesten skulle arrangere en stor koncert i forbindelse med Kimbrerfesten. Det vil få flere folk til at komme på festpladsen.
- Vores holdning er, at Kimbrerfesten er en byfest og ikke en koncert. Samtidig tager vi ikke entre for at komme ind på pladsen. En koncert vil kræve en anden løsning. Vi har prøvet at lave koncert med Kandis i teltet, men der kom alt for få tilhørere, så det skal stilles anderledes an, hvis den slags skal gennemføres, og vi er ikke voldsomt varme på den model. Men jeg vil gerne understrege, at vi har ikke lagt os fast på noget endnu, fastslår Karl Lausten.
Hvis det ender med, at Kimbrerfesten kombineres med en koncert, så skal beslutningen tages inden for de nærmeste måneder, så det er muligt at engagere et orkester, der kan trække mange tilskuere.
Trods tivolis ønske om flere gæster, så har foreningerne bag Kimbrerfesten fået et fint økonomisk udbytte for anstrengelserne i 2018.
Samlet set gav årets Kimbrerfest 169.000 kroner i overskud. Det er dog vigtigt at bemærke, at beløbet indeholder et bidrag på 50.000 kroner som foreningen Liv I Byen overrakte til Kimbrerfesten onsdag aften i forbindelse med årsmødet.
- Det er dejligt at få den slags besøg, og Liv I Byen har ydet en flot indsats, understreger Karl Lausten.
Stort ølspild
Den økonomiske gevinst kunne været blevet endnu større, det viser en gennemgang af ølsalget i de forskellige barer.
- For første gang har vi haft kasseterminaler i alle barerne. Derfor har vi nu kunnet sammenligne ølsalget med ølforbruget. Det viser, at der er et væsentligt spild. Vi kender ikke årsagen, men det kan blandt andet skyldes, at der måske er kommet for meget i glassene. Det kan være svært at ramme markeringen på glasset, og hvis der bare kommer lidt for meget i, så kan det samlet set blive et stort "spild", forklarer Karl Lausten.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"