Køber planteskole med fem blade

Onsdag, 27/01/2010 11:10

Nu er generationsskiftet på plads hos Gug Anlæg og Planteskole, fortæller indehaver Per Jensen med stolthed i stemmen. Driftsleder og produktionsgartner Martin Holmriis bliver den nye ejer af planteskolen. Han og Per Jensen har lagt en god gammeldags fem års plan for overtagelsen, så der er lagt op til et spændende parløb de kommende år.
Martin Holmriis er 30 år og har tidligere været ansat hos Gug Planteskole i fire år. I 2007 blev han ansat hos Gartneriet Lilienlund, men kontakten mellem Per og Martin fortsatte, og nu kan han så se frem til en fremtid som selvstændig.
Jeg er meget glad for at få muligheden for at overtage en så veldrevet planteskole, siger Martin Holmriis, der også sætter stor pris på den gennemarbejdede fem års plan for den endelige overtagelse. Så er jeg sikker på, at få det meste af Pers mangeårige erfaring helt ind under huden, fortsætter han med et blink i øjet.
Martin er egentlig sjællænder, men det skal nu ikke lægges ham til last. Fornuftigt nok fandt han en pige fra Hadsund gennem sin store fritidsinteresse - FDF-spejderne. De har nu to børn og har bosat sig i Visborg ved Hadsund.
Dygtige medarbejdere hænger ikke på træer, så der skal ikke ændres noget på den front, fortæller Per og Martin samstemmende. Vi har et rigtigt godt og solidt team, der er garant for, at kunderne kan få det svar de forventer af en medarbejder, der brænder for sagen. Samtidig vil Martin Holmriis også i fremtiden være garant for, at Planteskolens løfte om, at man aldrig går forgæves efter sæsonens varer i butikken, bliver overholdt til punkt og prikke.
Branchens paraplyorganisation ”Danske Havecentre” har kvalitetscertificeret Gug Anlæg og Planteskole med den højest opnåelige udmærkelse i form af fem blade. Det er vi naturligvis meget stolte af, fortæller Per Jensen, der straks giver sine medarbejdere æren. 
Firmaet blev grundlagt for 50 år siden af Per Jensens far Harald Jensen. Dengang var det mest anlæg og pleje af private haver, der blev satset på. I 1984 blev virksomheden overtaget af sønnerne. Jørgen Møller Jensen fik anlæg som ansvarsområde, mens Per Jensen tog sig af planteskolen. De har sammen med stor omhu og faglighed udviklet Gug Anlæg og Planteskole til at kunne tiltrække kunder fra Sæby i nord til Randers i syd. Anlægsafdelingen ejes og drives i dag af Jørgen Møller Jensens søn Peter Møller Jensen. Så fremtidens vej er udstukket for Gug Anlæg og Planteskole i form af nye unge kræfter.
Gug Anlæg og Planteskole er en ener i Danmark. Kombinationen af anlæg og planteskole ses ikke i den størrelsesorden andre steder herhjemme. Per Jensen ser det som en stor styrke at kunne tilbyde begge dele. F.eks. vil kunden, der har bestilt et forslag til et nyt haveanlæg, opleve en synergieffekt mellem de to områder, idet man i planteskolens udstilling fysisk kan se de planter, buske, træer, sten og evt. "Vand i Haven", som anlægsgartnerteknikeren har taget med i sit forslag.
Anlægsgartneriet beskæftiger sig med nyanlæg, vedligehold, ukrudtsbekæmpelse, beskæring, beplantning m.v., mens planteskolen har produktion og salgsudstilling. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"