Kæmpe vandbassin opsættes til hobbymesse i Aars

Onsdag, 03/02/2016 08:24

Mange udstillere, men ikke så mange dukkehuse på messen

AARS: Der er gang i Messecenter Vesthimmerland i disse dage. Knap er det ene arrangement slut før det næste åbner. I den forløbne weekend betjente messecentret cirka 10.000 gæster. Helt så mange forventes ikke, når der lørdag og søndag, 13. og 14. februar blændes op for Model- og Hobby Messe.
Det er blot tredje gang denne messe afvikles i Aars. I 2014 fyldte den en hal. Sidste år både hal 1 og 2. Den størrelse bibeholdes i år. Men der sker naturligvis nye tiltag.
- Vi sætter et stort bassin op. Det kommer til at dække 100 kvadratmeter. Det giver os mulighed for at gøre noget seriøst med vand. Vi forventer at der vil være cirka 40 hobbyrelaterede ting, der passer til bassinet, siger direktør Nicolaj Holm, Messecenter Vesthimmerland.
Publikum får mulighed for selv at prøve at sejle med fjernstyrede både.
Model- og Hobbymessen vil ud over vandbassinet have mange hjemmebyggede maskiner i alle størrelser.
Der opstilles blandt andet et fuldt funktionsdygtig savværk. Der bliver også masser af muligheder for at prøve alle former for fjernstyret hobbyudstyr, blandt andet lastbiler og biler.
Der kommer tog i de fleste skalaer, lige fra N til spor 1.
Mange arbejder med dioramaer, hvilket vil sige opstillinger med marker og huse. Der kommer flere imponerende dioramaer.
- Desværre kommer der ikke så mange dukkehuse og miniature som vi har håbet på, indrømmer Nicolaj Holm.
Han mener alligevel, at det bliver Danmarks hyggeligste modelhobby messe.
Det store vandbassin får i øvrigt lov til at blive stående et stykke tid. Det vil også være at se til Tidens Kunst, Jagt- og Fiskerimessen samt Agro Nord.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"