Jutlander Bank tjente 267,5 mio. kr. før skat

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/02/2019 09:01

Foreslår udbytte på fire kr. pr. aktie på generalforsamlingen

AARS: Jutlander Bank, med hovedsæde i Aars, oplever markant vækst i både indlån og udlån, men også en stigning i nettoindtægterne på både renter og gebyrer i forhold til 2017. Det fremgår af årsrapporten for 2018 og medvirkende til succesen er, at banken i løbet af 2018 har tiltrukket flere end 10.000 nye kunder.

Jutlander Bank øgede i 2018 udlånet med 0,9 milliarder kroner, og indlånet med 1,4 milliarder kroner. Dermed steg udlånet 11 procent, mens det samlede indlån steg med 10,2 procent. Men Jutlander Banks resultat før og efter skat landede i 2018 på henholdsvis 267,6 og 221,2 millioner kroner, hvilket er lavere end i 2017, hvor tallene var henholdsvis 316,6 og 257,4 millioner kroner.

- Vi kan mærke, at der hersker optimisme i disse år. Mange kunder, både nye og eksisterende, er aktive på boligmarkedet, og mange handler og låneomlægninger skaber travlhed og omsætning - og dermed også indtjening -hos os, konstaterer Jutlander Banks ordførende direktør, Per Sønderup.

Den høje aktivitet, også blandt investeringskunder, er medvirkende til, at Jutlander Banks gebyrindtægter steg fra 303,1 millioner kroner i 2017 til 339,2 millioner i 2018.

Også bankens renteindtægter fra udlån steg, nemlig fra 391,3 millioner kroner i 2017 til 401,1 millioner i 2018.  

- Vi har formået at løfte vores udlån med 859 millioner kroner fra 2017 til 2018, men den markante vækst har altså kun forøget vores renteindtægter fra udlån med mindre end 10 millioner kroner. Vi låner over 10 procent mere ud, men løfter indtjeningen fra udlån med kun 2,5 procent – det fortæller alt om, hvor lav rentemarginalen er i øjeblikket, siger direktøren.

Læs mere i Aars Avis

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"