Jobmesse i Aars gav arbejde til 30 og skal nu udvides

Onsdag, 09/06/2010 09:08

AARS: Det kan godt betale sig at gøre noget, hvis man er arbejdsløs og gerne vil i job. Det er med al ønskelig tydelighed blevet bevist efter den jobmesse fem arbejdsløse arrangerede i Aars for et par måneder siden.
- Der er kommet 29 til 30 i job efter vores messe i Aars, siger Heidi Jensen, der er en af de fem personer bag messen.
De fem har også haft opbakning af firmaet Integro der hjælper arbejdsløse i Nordjylland. Firmaet er så godt tilfreds med resultatet af jobmessen i Aars, at de gerne ser konceptet udvidet til hele Nordjylland.
- Vi har derfor besluttet, at vi vil lave en messe for hele regionen. For at kunne gøre det skal vi bruge samarbejdspartnere, dem er vi på udkig efter nu, fortsætter Heidi Jensen.
Nogle af samarbejdspartnerene skal helst have penge med, for at kunne dække de omkostninger der vil komme.
Hvis det lykkes at finde de nødvendige samarbejdspartnere, så er det håbet, at den nye messe kan afvikles til september.
- Det er endnu ikke afgjort, hvor messen skal finde sted. Det kan være i Aars, men det kan også være, at det vil vise sig praktisk at afvikle messen et helt andet sted, siger Heidi Jensen.
De fem der arrangerede messen i Aars vil også stå for den nye messe. De har nemlig ikke været så heldige at komme i job.
- Vi går alle og leder stadig, men vi er glade ved, at de andre har fået job, fastslår Heidi Jensen.
De mange der nu har fundet job er blandt andet kommet til en gartner i Aars, et firma i Farsø, på hotel og hos en vognmand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"