Jagtinstinkter kom frem på Jagt og Udelivs messen i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 27/02/2019 08:12

Messen vil blive holdt hvert år, bekræfter direktør for messecenteret

AARS: - Jeg skal lige følge med i, hvad der sker på markedet, siger Niels Dahl fra Halkær Bredning, da han får lagt kikkertsigtet, som lige skulle prøves væk.

Han har taget en makker med til Jagt & Udelivs messe i Aars, der blev holdt i weekenden i Messecenter Vesthimmerland.

Han og makkeren går meget på jagt, og så vil de have udstyret skal være i orden.

- Jeg kigger efter et kikkertsigte til driftjagt, og så skal jeg måske have købt noget til duejagt, som vi tager til Irland for. Jeg tror, jeg kan finde noget her, for de har det meste med, siger Niels Dahl.

Han går mest efter skydevåben, mens andre går efter det rigtige tøj. En af udstillerne er firmaet Outdoor Companion, der har taget turen hele vejen fra Hillerød på Sjælland. Deres koncept går ud på gode varer af ikke-så-kendte mærker, som kan sælges meget billigere end kendte mærker.

- Vi skal have priserne ned, så vi samarbejder for eksempel med firmaet Banner, der leverer til specialstyrkerne i den tjekkiske hær. Man skal ikke gå på kompromis med kvaliteten, men det behøver ikke koste en bondegård, siger Jos Cerelius, der er taget med sin far Steen Cerelius til messe i Aars.

Øj, den smager godt

De er ikke de eneste, som er kommet langt for at være med på messen. For der bliver solgt noget - om ikke nu så lidt senere, som det er tilfældet på langt de fleste messer.

Nogle af de gæster, som lægger en skilling eller tre hos de handlende, er Winnie og Torben Svenningsen fra Aars, der lige skal smage på danske likører fra selskabet Norliq, der også er kommet på besøg fra Sjælland.

- Øj, den smager godt, siger Torben Svenningsen helt umiddelbart efter at have fået en lille smagsprøve, og ægteparret får da også købt et par flasker med hjem, som kan skænkes til jagtselskaber, når først jagtgeværerne og riflerne er blevet sænket igen.

Videre på messen er der levende ugler og falke på standen fra Falkonertjenesten. Endnu en stand fra den lille ø øst for Storebælt, og denne gang endda uden de store forhåbninger om at få lokale kunder.

- Det er mest på flade tage i de store byer, vi har vores kunder. Men vi viser flaget, og det er da en flot ugle ikke, spørger Flemming Salomonsen retorisk og poserer lige for fotografen med den enorme ugle.

Der er i det hele taget masser at se på og også prøve på messen. Skal man træne øjemålet lidt, koster det en flad tyver for at prøve LazerKino, der er udviklet til træning og er blevet solgt til de forskellige kredse i Jægerforbundet.

- Dem samarbejder vi med, og det er beregnet på at få grundformen på plads, inden man kommer ud på skydebanen, siger René Knudsen, der bemander standen.

Nej tak til hagl

Skydevåben er der dog ikke meget tilovers for på den næste stand, som Aars Avis besøger. Det er nemlig Himbula, eller Himmerlands BueskytteLaug, og instruktør Ivan Rahbek fra True ved Vebbestrup lige på den anden side af motorvejen er faktisk lidt træt af de skydevåben.

- Vi kæmper for at få afskaffet kravet om haglskydeprøve for at tage jagttegn. Vores medlemmer vil typisk så tæt på naturen som muligt, og det kommer man med buejagt. Så giver det ikke mening, at man skal tvinges til at skyde med haglgevær, når det er bue og pil, man jager med, siger Ivan Rahbek, der sammen med sine klubkammerater har travlt med at hjælpe de mange, som gerne vil prøve bueskyttekunsten.

Der kommer et koncentreret udtryk hos bueskytterne, når pilen lægges an og buen strammes til skud. Straks efterløst af et smil, for det med jagtinstinktet ligger nok ret dybt i os mennesker.

- Vi får givet folk en god oplevelse og får gjort opmærksom på os selv. Der er ikke kommet så mange medlemmer ud af det endnu, men vi fortsætter med at vise flaget, siger Ivan Rahbek.

En af de sidste stande vi besøger er hos Poul Hansen fra Haubro. Han har taget sine knive med på messen, som alle er håndlavet i absolut bedste kvalitet. Der er virkelig tyngde, når den ligger i hånden, og det er en tydelig stolt knivmager, der viser varerne frem. På side tre har vi et protræt af Poul Hansen i anledning af, at han har holdt sit sidste kursus i knivmageri.

Han befandt sig godt på messen blandt de andre udstillere og gæster. Og det gjorde alle andre også, så det er en fornøjet direktør, der gør status over den første Jagt & Udelivs messe i et ulige år.

- Med 3400 besøgende i alt er vi godt tilfredse. Vi har fået snakket med vores udstillere, som heldigvis har fået solgt lidt varer og skabt nogle kontakter. I betragtning af at det er første gang i et ulige år, der har lige været en stor messe i Aalborg for to uger siden og der var to andre store messer i Herning og Fredericia, så kunne vi ikke bede om mere, siger Brian Otte og bekræfter at messen bliver holdt hvert år nu.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"