Jættefesten i Suldrup skal være for alle

Af Ture Damtoft, Onsdag, 24/07/2019 09:02

SULDRUP: - Det er helt vildt så stor en opbakning, der er i Suldrup omkring Jættefesten.

Ordene er Thomas Bernt Østergaards, formanden for Jættefestkomiteen på andet år.

Sammen med de fire andre i komiteen har han været igang med planlægningen i et halvt års tid, inden festen begynder på onsdag, 31. juli.

Der er næsten udsolgt til koncerten med Dodo & The Dodo’s fredag aften. 250 har meldt sig til løbet, 150 til cykelløbet og over 300 til banko. Dermed er årets fest næsten en succes, inden den overhovedet er gået igang. Årsagen til den store opbakning har formanden et konkret bud på.

- Det er en fest for alle i byen, og det er gratis at komme ind på festpladsen. Vi vil ikke begrænse nogen, det skal være for alle og for alle lag. Festen rammer bredt, der er noget for alle - ung som gammel. Selvfølgelig koster det noget at booke Dodo & The Dodo’s, men det meste af festen kan man deltage i uden at skulle betale, siger Thomas Bernt Østergaard.

Gamle og nye venner

Den 30-årige formand har selv været med til festen næsten alle sine år - også selvom han i en længere årrække ikke boede lokalt. Da han flyttede tilbage i 2017 blev han spurgt, om han ville være med til at organisere festen.

- Det var måske ved at være vores tur, vi har jo altid været med til Jættefesten, griner han lidt og fortsætter:

- Det gik lidt videre til næste generation, og holdet omkring festen fik vi startet op der i begyndelsen af 2018, siger Thomas Bernt Østergaard.

Den eneste udfordring har været at skaffe nok frivillige til festen.

- Det begynder at blive lidt svært. Det er kun to-tre timer, så der er masser af tid til også at feste. Vi rammer nok lidt ind i facebook. Det er nemt at lave et opslag, og det er nemt bare lige at se det uden at reagere på det. Før ringede vi rundt og spurgte, og så bliver det lidt sværere at sige nej, når nu man alligevel skal med, siger Thomas Bernt Østergaard og tilføjer, at de er ved at være i mål med omkring 110-120 frivillige. For han tager det som en selvfølge at Suldrups 1300 indbyggere kommer med til festen, der er muligheden for at mødes med gamle og nye venner.- Man får snakket med dem, man kun ser én gang om året. Folk kommer hjem og hilser på gamle venner, og tilfyttere kan møde folk i byen og få nye venner. Vi har virkelig ønsket om, at det skal være en fest for alle. Og med den opbakning vi har fået, er det fedt at lave sådan noget, og vi regner med at se alle i byen, slutter Thomas Bernt Østergaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"