Instruktører søges til Madskoler

Af Torsten Hansen, Lørdag, 24/04/2021 08:00

AARS: Arrangørerne bag Madskoler oplever stor interesse fra børn i Vesthimmerland. Derfor søger Madskoler netop nu efter frivillige instruktører, som vil være med til at give børn på 8 til 12 år en uforglemmelig uge med masser af madglæde. Selvfølgelig med fuld fokus på tryghed og overholdelse af alle retningslinjer i relation til corona.

Flere end 300 danskere har allerede meldt sig som instruktører, men der er brug for flere, hvis der skal være det antal Madskoler, som børnene efterspørger.

Nogle af de steder, hvor der er behov for instruktører er på Fjelsø Friskole (uge 26 og 27) og Østermark skolen i Aars uge 26.

- Hvis man har lysten til at lave mad og være sammen med børn, er man den perfekte instruktør. Vi håber inderligt, at frivillige voksne vil hjælpe os med at give madglade børn en uge, de aldrig glemmer, siger Henrik Dalum, der er formand for 4H, som arrangerer Madskoler i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000.

Hvis der er frivillige nok i et område, vil organisationen bag Madskoler stå for alt det praktiske omkring lokaler, opskrifter, indkøbsplan, rekruttering af børn osv. Madskoler i sommerferien foregår i dagtimerne, og hvert hold består af ca. 20 børn og kræver fire-fem voksne instruktører.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"