Ingen krise trods tre nederlag

Af Ture Damtoft, Torsdag, 10/10/2019 08:33

Aars HKs damehold har en uges træning inden de første point forhåbentlig kommer på tavlen

HÅNDBOLD: Aars Håndboldklubs damehold i 2. division indkasserede det tredje nederlag på tre kampe mod Holstebro i søndags, 6. oktober.

Kampen endte 33 - 26 til hjemmeholdet, der stak af fra Aars damerne i det sidste kvarter efter en ellers tæt kamp.

Den nye træner Jannie Lynge ved godt, tabellen ikke lyver, men synes alligevel mindst to af nederlagene har været uretfærdige.

- I den første kamp mod Farsø havde vi ellers godt fat i dem, og i kampen mod Holstebro var vi foran flere gange. Spillerne viste glæde og fightervilje inde på banen, og de var der, hvor jeg gerne vil have dem. Men i de sidste 13 minutter skruer Holstebro lidt op for tempoet, og vi ender med at tabe med syv mål. vi var måske lidt trætte, og så gik der lidt for mange mål ind i den kamp, siger Jannie Lynge, der peger på, at de tre hold, Aars har mødt, alle ligger i toppen af rækken.

- Det har vi selvfølgelig været med til ved at tabe til dem, men det siger noget om, at det er tre stærke hold, vi har mødt. Vi har været udfordret på at finde den rigtige konstellation i midterforsvaret, hvor vi mistede nogle betydningsfulde spillere fra sidste sæson. Og så eksperimenterer vi stadig, og det har måske også kostet point, siger Jannie Lynge, der overtog posten som træner i løbet af sommeren.

Hun har en lidt anden tilgang til kampene, og den har spillerne skullet vænne sig til, mener træneren selv.

- Jeg ved, jeg angriber det på en anden måde, men spillerne er begyndt at være der, hvor jeg gerne vil se dem. De viser både glæde og fightervilje og tænker selv inde på banen. Så der er slet ingen panik, og nu satser vi på at få point mod ASA fra Aarhus i den næste kamp, siger Jannie Lynge, om udebanekampen mod ASA Århus på torsdag, 17. oktober.

Rettelse: I Aars Avis var der opgivet forkert dato for næste kamp, og endda at det var en hjemmekamp. Næste hjemmekamp er ganske rigtigt 26. oktober, som der var nævnt i avisen, men modstanderen er Hornbæk, og i mellemtiden er der altså kampen mod ASA Århus på udebane. Aars Avis beklager fejlen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"