Ildsjæl og mesterkok har gjort løgstør kendt i hele verden

Onsdag, 28/07/2010 12:29

Ildsjælen bag mange tiltag, der profilerer Løgstør som Muslingebyen på verdensplan, restauratør og mesterkok Jimmi Petersen, Kanalfogedens Køkken, Løgstør, fylder torsdag 40 år. En mærkedag, som han ikke har tid til at fejre, da han her er optaget af at køre muslingekogeskole for nogle af de mange turister, der for tiden besøger Løgstør. Og når man på mange måder har været med til at få turisterne til byen, så må man også være klar til at tage imod dem, og så kan en 40 års fødselsdag ikke være en hindring, mener Jimmi Petersen.

70 millioner har set tv-programmer fra Løgstør
Med en ihærdig indsats og sprudlen af energi og nytænkning, har Jimmi Petersen i mange år været med til at rette verdens blik på Løgstør som Limfjordens skattekammer med muslinger og østers. 70 millioner over hele verden har set de madprogrammer, som blev lavet sammen med mesterkokken Claus Meyer om muslinger fra Limfjorden. En kæmpe reklame som kom i stand, da Jimmi
Petersen var formand for Løgstør Turistforening og dybt engageret i repræsentantskabet for Best of Denmark og Visit Nordjylland. En omtale som har fået mange udlændinge til at besøge den spændende muslingeby Løgstør.

Ildsjæl og forkæmper for Løgstør
Sans for profilering af Løgstør som muslinge- og østersbyen har altid været Jimmi Petersens store mål. Et godt skub i den retning fik byen, da Nis Boesdal lavede en udsendelse om landsbyfester, hvor Løgstør blev portrætteret. Dette blev fulgt om med en tv-udsendelse om Limfjordens seværdigheder i NDR – Norddeutsche Rundfunk. Udsendelser som har en stor betydning for det store antal turister, som er blevet dagligdag i Løgstør.
Forkæmperen for at bevare turisternes fokus på Løgstør, viste han som formand for Løgstør Turistforening gennem 10 år. Ved kommunesammenlægningen blev der kæmpet bravt om, hvor turistkontoret skulle placeres. Her var der ingen tvivl om, at det for Jimmi Petersen skulle være Løgstør, der skulle have den største enhed i kommunen, og sådan blev det.

Kanalfogedens Have med sanseoplevelser
   Nytænkning har altid præget Jimmi Petersen og hans omgivelser. Det gør det også i dag, hvor han arbejder på at få lavet Kanalfogedens Have. En sanse- og oplevelseshave med frugttræer, buske og grøntsager. Landbrugsministeriet leverer gamle æblesorter til haven, som Anne Mette Olesen fra DR 1 og 2 er inddraget i opbygningen af. Hun er kendt for sine programmer om krydderurter til såvel mad som te, og hun bliver nu arkitekt for sansehaven.

Kødkvæg ved kanalen
Græssende kødkvæg bliver næste år en realitet på vandsiden af Kanalen. Sammen med Agri Nord, Aars, der har med formidling af landbrugsartikler at gøre, arbejdes der med at realisere disse tanker. På sigt vil det betyde egen opdræt af godt oksekød til bøfferne på Kanalfogedens Køkken, som er egnens populæreste spisested.

Et gastronomisk geni
Gastronomisk er Jimmi Petersen et geni. Lærdom og erfaringer fra sin læreplads på Hotel Du Nord, Løgstør,
Køkken og restaurationschef på Løgstør Park Hotel og Skaga Hirtshals, restauratør på Christiansminde, Cafe Kunsten, begge Løgstør, har givet et solidt grundlag for de kulinariske færdigheder. Dertil kommer, at han var med i udviklingsarbejdet hos Bake & Take, Aarhus, af de bake off produkter, som nu bruges over hele landet.
Om nogen, så har Jimmi Petersen været Løgstør bys ambassadør udadtil. Han har været med i planlægning og afvikling af utallige arrangementer i Løgstør by. Han har utrætteligt repræsenteret Løgstør ved messer i nord-og midtjylland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"