IK Frem håndbold on Tour

Onsdag, 19/05/2010 09:48

SULDRUP: Som omtalt tidligere i Folkebladet deltog IK
Frem’s U12 piger i et stort internationalt stævne i Sverige den 16.-18. april. Nu kunne man så tro, at det kun var de dygtige piger, som også blev kredsmestre herhjemme her i foråret, der var af sted. Men det er ikke tilfældet. 91 børn, unge og træner/ledere var af sted - syv ungdomshold. Og sikke en tur.
Fredag startede tidligt – meget tidligt. Og der var rimelig ro i busserne, som kørte spillerne til Frederikshavn. Men efter madpakkerne var indtaget på færgen, så gik det løs – med shopping. Slik, sodavand, smykker, bamser – alt må købes, når mor og far ikke er med. Og hvis Danmark skal forbruge sig ud af krisen, ja, så har man en  række børn, som hjælper Danmark på rette køl.
Vel ankommet til Sverige – og efter lidt søgang ude på det åbne hav -  måtte man vente nogle timer før skolen bliver åbnet. Spillerne skulle nemlig overnatte på den lokale skole. Og det i sig selv er spændende at se andres skoler. Ventetiden gik med boldspil, gåture osv. Og så var der lige U16 drengene, som syntes, de kunne fordrive tiden med at læsse al bagagen ud af kassebilen, som fragtede bagagen. De havde naturligvis overhørt detaljen med, at de skulle have håndbold skoene med i deres håndbagage. Og da kamptidspunktet nærmede sig og man stadig ikke havde fået adgang til skolen, så måtte de i gang. Bilen blev tømt én gang og læsset igen. Det gik jo nemt og med et smil på læben. Men da én af spillerne efterfølgende kom til at indrømme, at hans sko stadig lå i hans kuffert inde i bilen, ja så var det som om smilene stivnede en smule. Så han måtte i gang endnu engang – men så er det rart med nogle gode kammerater, som hjalp til. Det kaldes vist ”tidsspilde”.
Som sagt overnattede man på en skole, ét hold i ét klasselokale. Men måltiderne blev indtaget på det nærliggende gymnasium. Så det var i tøjet om morgenen og så over at få et godt morgenmåltid. Kampene blev spillet i forskellige haller i Allingsås og omegn. Men eftersom man også var der sidste år, var man blevet ”prof” til at finde rundt til hallerne og holde styr på, hvornår de forskellige hold spillede. Og i år kunne man med lethed overdøve de andre tilskuere. Hold op, som Suldrups spillere kan synge, råbe og heppe. Mange af kampene havde rigtig megen opbakning fra de andre hold, og hvor er det rart, når man som ti-årig løber rundt i en fremmed hal, alle taler et andet sprog, kampen er forbi inden man næsten får startet (fordi der kun spilles én halvleg), at der så står 80 tilskuere og hepper på én. Kom bare an! Hårene rejser sig på armene når der i en stor hal lyder: Guderne fra IK Frem, Lo, lo, lo, lo.
Lørdag aften var der arrangeret discotek i CupCenteret, men de fleste af Suldrups spillere valgte at blive hjemme på skolen. Og som de kan hygge sig. Specielt når én af U14 drengene holder ”one-man show på guitar”. Hyggen blev dog afbrudt lidt af en flok af de lokale unge, som lige skulle vise sig lidt. Bl.a. ved at smide en stink-bombe ind til U14 pigerne og den duftede ikke just af Chanel No. 5.
Søndag var det finaletid. Alle holdene, undtagen U10 drengene som var i A-slutspillet, endte i B-slutspillet. For de flestes vedkommende blev det til en til to kampe, inden det var slut. Og så skulle man hjemad igen. På færgen skulle man spise på restaurant Metropolitan og man kunne godt se på tjenerne, at de frygtede det værste med alle de børn. Men kombinationen af en ufattelig træthed efter en begivenhedsrig weekend samt noget rigtig godt mad gjorde, at alt foregik i den skønneste orden. Faktisk fik man ros af personalet efterfølgende.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"