Idrætsugen i Farstrup

Onsdag, 23/06/2010 11:06

Idrætsugen i Farstrup var godt besøgt og de fleste programpunkter blev taget godt imod af børn, unge og ældre fra Farstrup og omegn. Gavespil i Farstrup hallen blev traditionen tro besøgt af omkring 50 gæster, der spillede om mange, fine gevinster som var skænket af firmaer og private. Zumba som samtidig blev gennemført på stadion, fik deltagelse af 25 udøvere, som prøvede den svære dans/gymnastik. Fredag blev der budt på cykeltur, som havde fin deltagelse på trods af den kraftige blæst. Nogle af deltagerne påstod dog efterfølgende, at der havde været modvind hele vejen, forklarer Thea Bundgaard fra Farstrup Boldklub.
Senere fredag var der modeshow i teltet v/Tina Hartmann, Malou Nibe. Lørdag var der som noget nyt, præmiewhist i teltet om formiddagen, en aktivitet som vi forventer at gentage til næste år, for vi er sikre på at der er endnu flere i Farstrup og omkringliggende byer, der mestrer dette spil og som har lyst til at være med. Efter gudstjeneste, kaffebord i teltet og gymnastik og leg i hallen, mødtes børn og voksne igen på grønsværen, hvor der blev spillet firma/familie/gade fodbold. 13 hold var tilmeldt og selvom det er for sjovt, bliver der spillet med stor entusiasme og der bliver bestemt ikke givet ved dørene.
Vinder af turneringen blev Kyø Svinefarm, som fik overrakt vandrepokalen. Aftenen og ugen blev afsluttet med helstegt gris i teltet, hvor 170 deltagere havde en god aften, med fodbold på skærmen, musik og dans. Vi er glade for opbakningen til idrætsugen. Vejret spiller en vigtig rolle og viste sig ikke altid fra sin allerbedste side, men folk mødte op og deltog med godt humør. 
I dagene op til Idrætsugen var 113 tilmeldt til Midsommerløbet i Farstrup, i forbindelse med idrætsugen. Et par firmaer og en enkelt efterskole havde tilmeldt sig på forhånd i hold, og derudover var der mange, der eftertilmeldte sig på selve løbsdagen.
Mange af deltagerne gav udtryk for, at de havde nydt turen på de flotte – men også udfordrende ruter, hvoraf den 10 km lange rute bød på fjordudsigt og tur igennem Vår skov.
Ud over vand og frugt i målområdet, var der som noget nyt mulighed for at købe en sandwich efter løbet. Det var der en del, der benyttede sig af, så festteltet summede af hygge,  Â»løbserfaringer« og snak om resultater bagefter. Farstrup Boldklubs bestyrelse planlægger et Midsommerløb igen til næste år.
Festlighederne er fortsat hen over weekenden med cykeltur og landsbydyst samt modeshow fredag.
Lørdag er der micro-fodbold, præmiewhist, friluftsgudstjeneste, gade og firmafodbold, gymnastik og leg i hallen, samt grill gris i teltet.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"