Idrætsuge – mest med fodbold

Torsdag, 12/08/2010 21:05

Det blev til fodbold for alle aldre på grønsværen på Strandby Stadion. Der blev både spillet kampe, hvor resultatet var underordnet, men også kampe i oldboys, serie 6 og ungdomsfodbold, hvor modstandere fra naboklubberne i Farsø, Vester Hornum, Overlade, Løgstør og Aars blev inviteret til dyst i Strandby. Det viste sig at hjemmeholdene fra Strandby IF godt kunne ”sparke” fra sig. Det blev til sejr i Serie 6, U10-piger og U6-drenge Men der var også godt modspil fra Vester Hornum, der vandt dame- og oldboys- turneringen.  I U7/U8 turneringen for piger blev det Aars der vandt.
I Five-a-side turneringen blev Farsø vinderen blandt de fire hold der deltog i turneringen.
Helt på hjemmebane var til gengæld de syv hold der stillede op i gadefodboldturneringen. Her blev det Grønnegade der vandt.
I alt 20 straffesparksskytter forsøgte sig mod målmand Benny Brink. Det blev Jakob Mortensen, der fik flest skud i nettet og dermed vandt Idrætsugens straffesparkskonkurrence. På de næste pladser kom Brian Andersen og Anders Trier
Snedige driblinger og ryk med bolden, var også seværdigt fodbold på Idrætsugens sidste dag i lørdags, hvor en række opvisningshold specielt sammensat til anledningen af både nuværende og forhenværende Strandby IF spillere, satte hinanden stævne. I den første dyst blev det det gamle ynglingehold, årgang 89/90/91, fra Aars der vandt 3-2 over hjemmeholdet fra Strandby. I dyst nummer to var det traditionen tro Ankers Stjerner 1 og 2, der tog den årlige udfordring op i forbindelse med Idrætsugen.
Nyt lørdag eftermiddag var Sparekassen Familiefodbold. 8 hold stillede op og finalen udspandt sig mellem Stilling Klanen og Jensen Klanen, hvor Stilling Klanen blev turneringens vinder.        
Også andet end fodbold
Idrætsugen, med Strandby IF som arrangør, består naturligt nok mest af fodbold, men også andre dyster for børn og voksne finder sted.
Som et fast programpunkt i Idrætsugen er den populære fedtmuleturnering, der til orientering er et kortspil og altså ikke drejer sig om kondition, men snarere at kunne narre sine modstandere. Årets fedtmulemester blev John Jensen, der havde 15 modstandere imod sig       
Strandby’s sejeste par, blev ejerne af Myrhøj Camping, Kirsten og Ketil, der igennem seks runder af dyster imod tre andre Strandby par til sidst kunne skrive sig på sejrstavlen. Til at styre denne meget underholdende dyst, havde Strandby IF hentet den ”Sportige” Yrsa, der også stod for den vigtige opvarmning af parrene. Bag de udstoppede former og store tænder, gemte sig Heidi Jakobsen, en tidligere Strandby pige med rødder i Ungdomsteatret i Strandby.

De ca. 100 tilskuere til dette underholdende indslag tog efterfølgende ophold i Idrætsugens telt for at deltage i grillaftenen. I løbet af aftenen blev Stine Dinesen valgt som vinder af konkurrencen ”Byens bedste drink” blandt 8 forskellige velsmagende drinkskombinationer.  
Idrætsugen bød også på dyster for børnene. Lørdag eftermiddag var der rundbold med 15 deltagere. Også Strandbys Familietur, onsdag aften med indbygget quiz om Strandby, blev vundet af et barn, nemlig 7-årige Gustav Kristensen. Familieturen havde 20 deltagere. 
Idrætsugen sluttede af lørdag aften med teltmiddag og levende musik, hvor ca. 100 borgere stimlede sammen til en hyggelig aften.
Strandby IF’s festudvalg, som står bag Idrætsugen vil gerne takke de mange sponsorer og frivillige kræfter, der har gjort Idrætsugen mulig at afholde.        

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"