I krigens skygge - 2. Verdenskrig set fra Rold Skov

Onsdag, 07/04/2010 09:21

Besættelsetiden i Rold skov-området er emnet for en dobbelt-premiere fredag den 9. april i Kinorevuen og på Kulturstationen i Skørping. På 70-års dagen for Danmarks besættelse er der nemlig gallapremiere på filmen ”I krigens skygge”, og fernisering af udstillingen ”Besættelsestiden i Rold Skov”. 
Bag filmen står Skørping-forfatteren Henrik Bugge Mortensen, og den kommer rundt om såvel den stille hverdag under Besættelsen og dramatiske begivenheder, der blev til Danmarkshistorie. De mange medvirkende kommer med personlige oplevelser fra de fem besættelsesår – krigen set med barnets og de unges øjne.
Vi skal opleve tiden fra Besættelsen den 9. april 1940 og frem, hvor tyske soldater og russere, der blev tvunget i tysk uniform, satte præg på byerne omkring Rold Skov. 
Vi skal med bag om en nedkastning ved Madum Sø og det efterfølgende drab på frihedskæmperen Niels Erik Vangsted - en begivenhed der resulterede i et blodigt oprør mod besættelsesmagten og en afslutning på samarbejdspolitikken. Karl Peter Madsen, den eneste nulevende fra modstandsgruppen, fortæller, og beretningen dramatiseres. 
Dagligdagen under besættelsen var en tid præget af mørkelægning, spærretid, rationeringsmærker og stor opfindsomhed. Vi skal en tur i 40’ernes køkken, hvor de hjemmedyrkede grøntsager, bl.a. kålrabi, spillede en stor rolle. 
Vi skal høre om en jernbanesabotage mellem Arden og Skørping, der ikke gik helt efter planen. Ved Aarestrup styrtede et engelsk bombefly ned og hele besætningen blev dræbt. Vi fortæller den dramatiske historie gennem øjenvidner, og hører om Befrielsen og den efterfølgende tid, hvor modstandsbevægelsen trådte frem i lyset og gjorde kort proces over for dem, der havde samarbejdet med tyskerne. Det var ikke altid, det gik helt retfærdigt til.
Udstillingen ”Besættelsestiden i Rold Skov” viser med baggrund i lokalhistorien, Rold skov-områdets betydning under Danmarks besættelse. Nogle begivenheder fik indflydelse på besættelsetiden forløb. Den mest kendte var en våbenmodtagelse der gik galt, i 1943 ved Madum sø. Den endte med ”slaget ved Hollandhus” og drabet på Niels Erik Vangsted.
Udstillingen fortæller også om de mange våbenmodtagelser, og om enkeltpersoner fra den illegale modstandbevægelse i området.
Udstillingen er kommet i stand i et samarbejde imellem flere bidragsydere. Rold skov Natur- og Kulturcenter, Kinorevuen i Skørping, forfatter Henrik Bugge Mortensen, fotograf Kjeld Thomsen, Spillemands-, Jagt- og Skovbrugsmuseet i Rebild samt ikke mindst de mange lokalhistoriske arkiver i Rebild og Mariager Fjord kommune. Et samarbejde, der har bragt mange nye oplysninger og effekter frem. Fra Skørping rykker udstillingen til Kulturhuset i Arden og senere til Spillemandsmuseet i Rebild.
Efter premiererne serveres en let erstatningsmenu, og Kinorevuen viser den klassiske film fra Besættelsestiden ”De nøgne Træer”. Der er således lagt op til en stor aften, som suppleres af en ekstra effekt: i løbet af aftenen går Skørping nemlig sort, når gadebelysningen slukkes. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"