I aften kan naturfriskolen blive en realitet

Tirsdag, 15/03/2016 20:41

Der er et maksimum og et minimum antal børn

Bestyrelsen har ikke på forhånd defineret et mindste antal elever, som skal være indtegnet på skolen, for at den bliver en realitet, og de håber heller ikke den diskussion blive nødvendig. Modsat er der heller ikke defineret et max. antal.

- Men vi er i bestyrelsen er enige med skoleleder Rasmus Østerby om, at vi ikke ønsker en klassestørrelse på mere end 18 elever, siger formand Lina Hartmann og suppleres af skoleleder Rasmus Østerby:

- Hvis holdene bliver meget større end dette, går det ud over kvaliteten og nærheden i den undervisning, vi forestiller os. En undervisning, der får et særligt fokus på læsning, og som vil udfordre såvel dygtige læsere som børn i læse- og skrivevanskeligheder. Mulighederne er mange, f.eks. kan vi lave faglige hold på tværs af alder og dermed få holdstørrelserne til at passe.

Plads til at vokse til 170 elever 
Dermed er der også defineret et maksimalt antal friskole elever nemlig 160-170 elever. Vesthimmerlands Naturfriskole får som tidligere omtalt til huse i Strandby Skole, hvor de fysiske rammer så rigeligt giver plads til dette antal.

- For år tilbage gik der efter sigende ca. 250 elever på Strandby Skole, men da var kravene til pladsforholdene nok også noget mindre end i dag, udtaler et andet bestyrelsesmedlem Søren Dolmer.

Baglandet bag friskolen har været på arbejde

Skolekredsen og arbejdsgruppen bag Vesthimmerlands Naturfriskole har på det seneste været på arbejde, idet Naturfriskolens og Naturbørnehavens PR-materialer er blevet uddelt i Strandby, Hvalpsund, Ullits og Farsø.

 

- Vi er utrolig glade og beæret over den opbakning, som vi fortsat mærker til vores friskoleinitiativ, udtaler formand Lina Hartmann. Vi har fået fornem hjælp til opsætning af materialet af en frivillig typograf med erfaring i opsætning af sådan materiale, og forskellige virksomheder har bidraget med gratis kopiering af materialet. Så vi føler os i den grad privilegeret, udtaler Lina Hartmann.

 

Nu venter vi som nævnt blot på at se hvor mange kommende forældre og elever, der møder frem i i morgen aften på Strandby Skole, slutter Lina Hartmann, formand for Vesthimmerlands Naturfriskole og børnehave.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"