I aften får Aars resultatet at vide

Lørdag, 27/10/2018 10:21

Aars Knækker Cancer inviteret med til showet på TV2

AARS: Beløbet, som Aars Knækker Cancer har samlet ind, skulle blive afsløret i aften, når Knæk Cancer showet kører over skærmen.
Ved auktionen under Halloween by Night i torsdags blev der solgt for imponerende 64.630 kroner, og oveni de omkring 200.000 kroner, som allerede var samlet ind, er Aars Knækker Cancer meget tæt på målet, der hedder 300.000 kroner som sagt live på tv.
Til showet sidder der fire spændte repræsentanter fra Aars Knækker Cancer blandt publikum.
Gregers Haislund, Kristiane Eriksen, Brian Otte og Søren Rigborg er helt ekstraordinært blevet inviteret over til showet i København af Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg glæder mig til at se gutterne i aften. Vi har talt rigtig meget sammen, og det er et fantastisk stykke arbejde, de har gjort i Aars, og det vil vi gerne sige tak for. Langt de fleste i publikum er kræftramte eller pårørende, men heldigvis fik jeg nogle få billetter, så vi kunne invitere de seje gutter fra Aars, siger Birthe Nielsen, der er projektleder for Knæk Cancer ved Kræftens Bekæmpelse.
At mindes dem
Hun er ligesom alle andre imponeret over, hvordan alle forretninger og borgere i Aars er gået sammen om projekt Aars Knækker Cancer.
Gregers Haislund har været meget i medierne som talsmand, men selvom han godt kan tage imod komplimenter, så gør han meget ud af at give æren videre.
- Der er mange, som er kommet hen og givet mig et skulderklap og sagt 'godt gået'. Også helt fremmede, som jeg aldrig har set før. Men vi er flere om det, og vi kunne aldrig have gjort det uden den enorme opbakning, som vi har fået lige fra start, siger Gregers Haislund, der i skrivende stund er på vej til Århus, for at tage færgen til Sjælland sammen med de tre andre repræsentanter fra Aars.
Han véd, at mange i Aars vil sidde og følge showet, og Aars Knækker Cancer, kommer på skærmen. TV2 har lovet at vise Knæk Cancer blomsten, som Aars Avis skrev om. Men Gregers Haislund har tænkt sig at få Aars Knækker Cancer rørene vist live.
- Jeg håber at få fat i Morten Østergaard. Det var ham, som jeg talte med sidste år, da vi donerede 17.000 kroner, og så kan jeg måske få ham til at vise rørene frem og få Aars på skærmen, siger Gregers Haislund.
Han har talt med flere, som har købt rørene men venter med at knække dem, til de sidder og følger med på skærmen i aften. Nogle med den altid hjerteskærende historie, at de lige har mistet en kone, mand, far, mor, søster eller bror, og Knæk Cancer showet er en måde at mindes dem på.
Vil man gerne have et rør, kan man være heldig med at finde dem i Kære Børn, Peders Bageri eller Hvidt & Frit. Der er en enkelt eller to kasser tilbage, men man skal skynde sig.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"