Hvordan har vesthimmerlændingene det?

Onsdag, 24/02/2010 10:45

Mere end 1.000 af 2.800 udvalgte vesthimmerlændinge har allerede besvaret det landsdækkende spørgeskema ”Hvordan har du det?”, som de modtog med posten i starten af februar.
Det er flot, men der er brug for endnu flere for at undersøgelsen kan være dækkende. De øvrige nordjyske kommuner ligger lidt højere end Vesthimmerland, og man skal gerne op på 1.800 besvarelser i alt.  

Præmier for i alt 25.000 kroner
For at gøre det endnu mere attraktivt at besvare skemaet, trækkes der bland alle nordjyske besvarelser lod om præmier på 12.000, 8.000 og 5.000 kr. ”De flotte præmier ser ud til at have hjulpet på besvarelserne, men især de yngste og de ældste halter stadig lidt bagefter, og vi vil meget gerne have disse grupper dækket ind også” udtaler Søren Toft Hansen ”Har man en ældre pårørende eller en ung i huset, der har modtaget spørgeskemaet, så vil vi meget gerne, at man opfordrer eller hjælper med at besvare det. Man kan også henvende sig til Sundhedscentret for at få hjælp”

Hvor skal vi sætte ind, og nytter det
Undersøgelsen skal bruges til at finde ud af, hvor de største problemer og de største styrker er sundhedsmæssigt. En statistisk behandling af alle svar kan pege på områder, hvor kommunen vil gøre en ekstra indsats.
”Det er også meget interessant at se, hvordan vesthimmerlændingenes sundhed udvikler sig. For eksempel om vi fastholder vores gode placering i forhold til rygning og vores knap så gode placering i forhold til overvægt i forhold til 2007. Spørgeskemaet er vores eneste mulighed for en sådan undersøgelse helt nede på kommuneplan”  

Postkort med rykkere
I de kommende dage vil nogle borgere modtage en påmindelse på et postkort. På postkortet er trykt en adgangskode til besvarelse af spørgeskemaet på nettet. Skulle spørgeskemaet være blevet forlagt, kan et nyt rekvireres på telefon 40 80 46 17 (kl. 12-16).

Yderligere informationer
Sundhedsundersøgelsen "Hvordan har du det?" begyndte 3. februar over hele landet, og samlet set er 298.550 danskere involveret i den hidtil største befolkningsundersøgelse af danskernes sundhed og trivsel. I Nordjylland er knap 36.000 borgere blevet kontaktet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"