Hunden Coco er begyndt i 1. klasse på Haverslev Skole

Onsdag, 30/09/2015 08:50

Coco deltager i to timer ad gangen i skoleklassen

HAVERSLEV: 1. klasse på Haverslev Skole har netop indledt et forløb med den ni årige labrador Coco, som i to timer af gangen gæster klassen og er med i undervisningen. Coco har på nuværende tidspunkt været med i klassen to gange i timer, hvor indholdet har haft karakter af traditionel dansk- og matematikundervisning, og hvor eleverne således har skullet sidde på deres pladser og modtage information samt lave individuelle opgaver. 
Inspirationen til at lade Coco være skolehund er hentet hos Trygfondens Besøgshunde, som har haft gode resultater med at bruge hunde som besøgsvenner på plejehjem, og har således givet klasselærer Louise Lundtoft og Mette Alexandersen, der er hundefører, lyst til at afprøve, om det er muligt også at trække de gode resultater ind i skoleverdenen og her bruge hunden som pædagogisk redskab med det formål at skabe ro og øget koncentration. Coco har en fortid som besøgshund på et plejehjem og er af Trygfonden godkendt hertil, så det er en garvet hund, der nu blot har udskiftet sin målgruppe.
De første besøg bruges til - dels at eleverne hilser på, kæler for og gøres trygge ved Coco og dels at komme over nyhedens interesse, hvor tendensen er, at eleverne kun kan have fokus på hunden.
Herefter vil Coco få til opgave blot at være til stede i lokalet, mens der gennemgås og arbejdes, ligesom den vil blive brugt som belønning. Når en elev har løst sin opgave tilfredsstillende vil vedkommende kunne få lov til at ae hunden eller gå en tur med den på skolens legeplads. Formålet er at afprøve hundens indflydelse på såvel enkeltelever som grupper af elever og hele klassen og så vidt muligt på forskellige tidspunkter af dagen. Det primære fokus i forløbet er det inkluderende læringsmiljø og elevernes og gruppens relationelle adfærd, herunder indbyrdes sociale relationer og trivsel, men der vil ligeledes skulle vurderes og evalueres på sammenhængen mellem hundens tilstedeværelse og elevernes læringsmæssige udbytte af undervisningen.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"