Hundeførerforening i Nibe fejrer 25 års jubilæum

Onsdag, 30/09/2009 02:14

Danmarks civile Hundeførerforening -Nibe er oprindeligt etableret som en filial af DcH Vesthimmerland af Solveig Skov Nielsen, dengang med én træner og 2 hold. Efter en succesfuld opstart med voksende medlemstilgang, besluttede man, med »moderforeningens« velsignelse, at ansøge om status som selvstændig forening i DcH. Den 1. oktober 1984 modtog DcH-Nibe så et brev fra landsformanden for Danmarks civile Hundeførerforening med et positivt tilsagn og tilhørende lykønskninger. Den første tid var der ikke noget klubhus, så efter træningen sad man i græsset og hyggede sig. Til lokalkonkurrencerne udlånte hundefører Jørgen Andreasen venligst sin campingvogn som beregnerrum og køkken. Senere erhvervede klubben en skurvogn, som fungerede fint gennem nogle år, men stigende pladsmangel fik klubben til at investere i det nuværende klubhus. Klubhuset har været udsat for lidt af hvert gennem tiden, bl.a. pyromanbrand, påkørsel af større græsslåmaskine og en del indbrud. Klubhuset bruges til hyggeligt samvær, kurser, møder og ikke mindst til gode snakke om hunde og hundetræning, og der er altid kaffe på kanden til hundeførerne, gratis endda. Økonomien har dog gennem tiden været trængt, og det kunne godt være dyrere at være træner end hundefører i klubben. Men med hjælp fra lokale virksomheder, pengeinstitutter m.v. og arbejde som hegnsvagter under Nibe Festivalen er klubbens økonomi bedret. Klubben har gennem tiden haft konkurrencedeltagende hundefører i samtlige klasser C-B-A og E.
I dag har klubben omkring 120 aktive medlemmer, som er fordelt på 7 hold. Der er 11 aktive trænere i klubben, samt en uddannet hundekonsulent. I løbet af de seneste par år er der kommet rigtig godt gang i konkurrencedeltagelsen. I 2008 var vi meget tæt på at få en hundefører med til DM, men i år lykkedes det så at få en enkelt hundefører – og hund – med, mens to andre var meget tæt på. En glædelig og positiv udvikling at Jan de Roche og Anton deltog og opnåede en 9. plads..
Klubben udbyder i dag hvalpetræning, lydighedstræning, konkurrencetræning, samt motionstræning, sidstnævnte er for hundefører og hunde som ønsker træningsaktiviteter, der ikke er målrettet konkurrencedeltagelse. Indimellem oprettes der specialhold med specialtræning af klubbens hundekonsulent. Klubben forsøger at udvide aktiviteterne med Agility, men skal først indsamle nok penge til at kunne indkøbe en bane med de krævede mål. I løbet af året gennemfører klubben forskellige aktiviteter, dels afholdelse af kredskonkurrencer og lokalkonkurrencer, dels forskellige aktiviteter medlemmerne i klubben, dyrlægeaften, orienteringsløb, foredrag, julefrokost m.v.  Desuden deltager trænerne gennem året i kurser, der omhandler forskellige emner inden for hundetræning. Til tider kan det måske være lidt ekstra anstrengende at være hundefører, når trænerne kommer hjem med rygsækken fyldt med nye gode idéer, som skal afprøves i praksis.
Søndag afholder klubben sit 25 års jubilæum i klubhuset, og på træningspladsen på adressen Høje Nibe 42. 
Der vil være forskellige aktiviteter med hunde og hundetræning, samt besøgsstand med dyrlæger fra Dyrlægerne Himmerland.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"