Hjælper hinanden i Hornum

Af Ture Damtoft, Fredag, 20/03/2020 08:00

HORNUM: De passer på og hjælper hinanden i Hornum.

Forsigtigheden er tydelig i indgangen til Dagli' Brugsen, hvor der både er advarsel om at blive væk og få en anden til at handle ind, hvis man har symptomer, og handsker til alle kunder.

Hjælpsomheden findes på de sociale medier og landsbyen.

- Tove på kroen har mistet alle selskaber, så jeg delte et opslag om at huske, at man kan købe frokost og aftensmad hos hende. Da jeg talte med hende igen, havde hun et lille lette smil på læben. Jeg har også haft en frisør, som spurgte, om hun kunne hjælpe nogen med indkøb. Det er fascinerende at se det sammenhold, og hvordan folk støtter op om at hjælpe hinanden, siger uddeler Steffen Michelsen.

På kroen har indehaveren ganske rigtigt fået mere at lave, og opvaskerne er blevet kaldt tilbage på arbejde.

- Folk har været flinke til at hente både frokost og aftensmad hos mig. Folk er flinke til at bakke op, og vi har et godt sammenhold, siger Tove Kjær Christoffersen.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"