Historisk hærvejssus på Testrup herberg

Af Ture Damtoft, Onsdag, 31/07/2019 08:00

Otte frivillige belønnes med vandrernes historier

TESTRUP: De er stolte af deres landsby i Testrup, ikke mindst deres herberg for hærvejsvandrere.

Det er blevet brugt flittigt, siden det åbnede for tre år siden i den renoverede Testrup Gl. Skole.

Igen kan vandrere på Hærvejen finde ly for natten i Testrup, ligesom de har gjort i de mange hundrede år, Hærvejen blev brugt til studedrift. Før kølevognenes tid var den eneste måde at få kødet frem i frisk tilstand nemlig at lade dyrene transportere sig selv.

I 1600-tallet blev der drevet 30-50.000 okser langs Hærvejen om året. Udover stude blev heste, grise, geder, får og gæs også drevet langs vejen.

Dengang var der folde til dyerne og kroer til menneskene, men med først tog og siden lastbiler er det mange år siden, der var trafik på Hærvejen.

Det er ved at ændre sig med de populære vandre-ferier.

I år har der været 64 gæster i herberget i Testrup, som er blevet taget imod af en af de otte frivillige, der holder opsyn med herberget.

To af dem er 68-årige Elly Riis og 73-årige Erna Dalgaard, der er lidt stolte over byens herberg.

- Vi får mange kommentarer over, hvor flot det er. De fleste er imponerede over faciliteterne - især badeværelset. De kan også lave en kop kaffe eller te, og mange vælger heldigvis at skrive en hilsen i vores gæstebog, fortæller Elly Riis, der kom med i arbejdet sammen med hendes nu afdøde mand Hans, der var en af ildsjælene bag renoveringen af skolen.

Det arbejde fører Elly nu videre, og ligesom Erna og de andre frivillige finder hun stor glæde i arbejdet.

- Det er fantastisk givtigt at tale med vandrerne. De fortæller deres historie, og hvordan turen på Hærvejen giver fred og ro oppe i hovedet. Det betyder meget for dem at møde andre, både værter og vandrende som de kan snakke med og dele oplevelsen, fortæller Elly Riis.

- Og kirken ligger lige ved siden af, hvor de kan meditere og bede, supplerer Erna Dalgaard og fortsætter:

- Så nu har det samme formål som i 1400-tallet, selvom det måske ikke er lige så stort, siger hun med tanke på historien om dengang, biskoppen i Viborg havde sin hovedgård ved Testrup.

- Det var pga. Hærvejen, hvor Testrup ligger én dagsrejse fra både Aalborg og Viborg. Min mand og mig købte Testrupgaard for over 25 år siden, og vi tænkte, at vi måtte have Hærvejen forbi her igen, fortæller Erna Dalgaard.

Hærvejen har nu altid haft den rute, den nu engang har - men den var blevet lidt forsømt nord for Viborg. Det gjorde Erna Dalgaard og hendes mand noget ved i 2008.

De tog kontakt til pilgrimme og tilbød overnatning på høloftet. Siden sov pilgrimmene på skolen i skolestuen, indtil der altså i 2016 stod er flot herberg.

Er man heldig, får man et værelse med to senge. Ellers hedder det køjesenge, og er der hlet fyldt op - hvilket endnu ikke er sket - er der også shelters bagved herberget.

- Vi har mødt to, som vil gå hele pilgrimsruten fra Trondhjem til Santiago de Compostela. De tager nogle etaper ad åre, og det er en blanding af pilgrimme og almindelige vandrere vi modtager, fortæller Erna Dalgaard.

Hendes og Ellys og de andres drøm er, at der kommer endnu flere forbi byen og ikke mindst herberget. De otte frivillige er klar til det, for så meget arbejde er der heller ikke i herberget.

- Vi skal holde åbent fra fem eftermiddag til 10 formiddag, men folk kan altid ringe, og så er vi klar med nøglen, når de kommer. Alle hjælper til og bager for eksempel til de rejsende nogle gange. Så får vi de gode historier, når de har betalt de 100 kroner, det koster at overnatte på herberget, siger Erna Dalgaard.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"