Himmerland Resort inviterer lokale til middag med Christian Bitz

Af Torsten Hansen, Lørdag, 24/08/2019 08:00

Restaurant P.O.L.O præsentere det nye konferencekoncept

GATTEN: Fredag, 6. september inviterer Himmerland Golf & Spa Resort i samarbejde med ernæringsekspert Christian Bitz lokalbefolkningen indenfor, når Restaurant P.O.L.O lancerer deres nye madkoncept.

De seneste måneder har de dygtige kokke på Himmerland Golf & Spa Resort og Christian Bitz arbejdet på at udvikle et helt unikt madkoncept. Konceptet er primært udtænkt til konferencegæster, men fredag den 6. september får gæster fra lokalområdet en helt eksklusiv mulighed for at prøvesmage menuen, der har til formål at sætte sundhed på de danske virksomheders mødedagsorden:

- Vi tror på, at sund mad øger effektiviteten og dermed værdien af et møde eller en konference. Derfor har vi udviklet et madkoncept, som sikrer, at både krop og hjerne får de bedste arbejdsbetingelser, forklarer adm. direktør Mark Bering fra Himmerland Golf & Spa Resort.

Det færdige koncept er blevet til gennem en række workshops, hvor Himmerland Golf & Spa Resorts kokke og Christian Bitz i fællesskab har fundet frem til den unikke sammensætning af råvarer. Denne aften får interesserede gæster mulighed for at opleve Christian Bitz forberede, servere og præsentere både menu og koncept:

- Det har været en spændende proces at være en del af sammen med både kokke og leverandører, og vi står nu med et færdigt produkt, der er tidssvarende og lever op til de krav og forventninger, vi bør stille til den mad, vi indtager. Jeg glæder mig til at besøge Himmerland og præsentere menuen for aftenens gæster, der forhåbentlig bliver inspireret til en sundere dagligdag – også hjemme i deres eget køkken, fortæller Christian Bitz.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"