Himmerland-løbet afvikles for 11. gang

Tirsdag, 29/03/2016 15:48

100% skovløb
I år er der en række nye tiltag at lægge mærke til! Farsø Tri & Trim, har længe haft ønske om at afvikle løbene 100% i skoven – derfor er start og mål for alle de tre distancer i år flyttet til Uhrehøjehuset, som ligger smukt placeret i Uhrehøje Plantage og med parkering på marken tæt ved huset. Løbsruterne går fortsat gennem det naturskønne terræn i Myrhøj- og Uhrehøje Plantager.

Motionsløb på 5 km
Himmerland-løbet er i den nye udgave kortet ned til ca. 5 km, hvor der løbes på nemt fremkommelige stier næsten uden stigninger, hvor alle kan være med. Starttidspunktet er ændret til kl.12.30, hvilket giver mulighed for at flere er samlet samtidig i målområdet efter veloverstået løbetur og kan være med at klappe de trætte maratonløbere i mål. Maratonløberne bliver skudt i gang kl.10.00, halvmaraton kl.12.00.

En del af Vesthimmerlands Cup
”Himmerland-løbet” er sammen med ”Uhrskov Trail” Halvmaraton en del af Vesthimmerlands Cup, som er et samarbejde mellem 9 forskellige motionsløb i Vesthimmerlands Kommune fordelt hen over sommerhalvåret.

Uhrskov Trail blandt landets hårdeste
Farsø Tri & Trims Uhrskov Trail hører til et af landets hårdeste halvmaraton og maratonløb. Og løbenes sværhedsgrad har endda fået et ekstra pift opad i år. Ruten er fortrinsvis på bløde stier gennem nåleskov, og er voldsomt kuperet, især Uhrehøje Plantage er berygtet for sine stejle bakker.

Det bliver derfor en hård nyser for maratonløberne, der skal igennem ruten hele 2 gange. Udover de mange bakker kan skovens underlag også være en udfordring på denne årstid. Det kan være fedtet og glat – især i vådt vejr - og stierne har desuden mange fritliggende rødder, så det kræver stor opmærksomhed på, hvor man sætter fødderne. Men det netop disse egenskaber der samtidig gør løbet til en kæmpe oplevelse.

I målområdet er der god forplejning til løberne på alle tre distancer, mens man venter på resultater og præmieoverrækkelse. Der er medalje til alle børn, som gennemfører ”Himmerland-løbet”

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"