Her fyldes tiden med fisk og fredsommelighed!

Torsdag, 05/08/2010 00:04

Små 20 km. vest for Nibe ligger Himmerlands Fiskepark, som bestyres af ægteparret Krista og Hans Jørgen Holm, for hvem livet for længst er gået i fisk - på den gode måde forståes!
Her er hygge, her er ro, og her er atmosfære, som smelter sammen på en sådan måde, at man straks efter ankomst føler sig godt tilpas og afslappet - godt hjulpet på vej af Krista som tager imod gæsterne, og Hans Jørgen, som sætter alt ind på at gæsterne på den kombinerede fiskepark og campingplads trives og har det godt.
I år er det 40 år siden at parret overtog stedet. Dengang var der dambrug på stedet - og ingen fiskepark. Himmerlands Fiskepark fik sin opstart i 1982. Siden er der blevet suppleret med campingplads som omfatter seks hyggelige hytter og plads til adskillige campingvogne og hytter.
Speciale: Fisk, fred og ro!
Det er ikke et moderne sted med alskens aktiviteter eller legeplads - og Hans Jørgen Holm lægger ikke skjul på, at det er et helt bevidst valg: - Vores specialitet er fiskeri samt fred og ro, siger han med overbevisning og stolthed i stemmen - og tilføjer: At drive dette sted er et 24-timers job, - til gengæld går meget af tiden med blot at være tilstede! - Vi vil gerne skabe et sted med sjæl, og hvor gæsterne føler sig godt tilpas. Er kunderne her i »butikken« tilfredse, så er Krista og jeg også glade.
Fiskene købes som 200 grams, hvorefter de fodres og passes indtil de er mellem  ét og ti kilo. Herefter er de klar til at blive sat ud i fiskesøen. Hver eneste dag sættes nye friske fisk ud i søen, så lystfiskerne har noget at gå efter. 
Der er mange gengangere blandt gæsterne, men det fortælles også at rigtig mange nye og unge lystfiskere indfinder sig på pladsen. 
Lej din egen fiskesø!
Udover det store fiskeområde for alle som har betalt fiskekort er der også mulighed for at leje sin helt egen lille fiskesø for en dag. Da Nibe Avis var på besøg havde en lille gruppe på seks personer lejet denne sø, og havde allerede inden middag en fangst på seks mellemstore fisk samt en enkelt på knap 5 kilo. Familien har været på stedet adskillige gange, og tilskriver det at det dels er en helt utrolig hyggelig og atmosfærefyldt plads, - og dels at der ifølge deres erfaring er stor sikkerhed for fangst.
Billederne her på siden kan tale deres eget sprog - blandt andet om familiens oplevelser i fiskeparken ved Lundby forleden, - men én ting kan vi slå fast: Her er et sted med sjæl og charme, og det er bestemt nogle timers besøg værd, uanset om man er lokalt bosat, eller om man blot er i området som turist. 
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"