HEG i Aars ligger i toppen i Danmark

Af Ture Damtoft, Onsdag, 01/03/2023 08:37

AARS: Eleverne på HEG i Aars og Hobro gennemfører deres uddannelse i langt højere grad end på andre erhvervsskoler i Danmark.
Gennemførsels procenten er på 84 pct. mod et landsgennemsnit på 60 pct.
Frafaldet på Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, der beregnes ud fra data om sociale faktorer blandt eleverne, var forudset til at være på 27 pct., men det er altså kun på 16 pct.
Stadig for højt ifølge direktør Ule Bender Givskov, der naturligvis glæder sig over de positive resultater.
- Det vidner om, at vi på HEG har elever og ansatte der trives. Vi tror på, at det at vi ikke er en stor skole, har en mærkbar effekt. Det betyder i høj grad, at vores ansatte har tid og overskud til den enkelte elev. Vi har mulighed for at engagerer os, og møder eleverne i øjenhøjde, siger Ulf Bender Givskov, der peger på en række forskellige faktorer og tiltag, som understøtter elevernes deltagelse i undervisningen.
Fravær giver frafald
Som at have fokus på elever, når de kommer over en vis grænse på fravær.
At have kontaktlærere som ringer til eleverne, hvis ikke de har givet lyd om, at de er kommet ud af fjerene, og have elev-coaches og studievejledere til at støtte eleverne igennem hele uddannelsesforløbet.
- Der er en klar kobling mellem fravær og frafald. Derfor har vi altid haft et stort fokus på fremmøde. Det kræver mange ressourcer, men vi prioriterer den personlige kontakt, fordi det er en succes både for eleven men også skolen og for samfundet, når vi har hjulpet en elev, som måske har haft udfordringer henad vejen, til at gennemføre, siger Ulf Bender Givskov.
Grænsen for fravær, inden der bliver taget handling, er lige blevet sat ned fra 8 til 3,5 pct. fravær, som svarer til gennemsnittet på det private arbejdsmarked.
Eleven bliver indkaldt til en samtale for at høre, om der er særligt udfordringer, skolen kan hjælpe med.
En samtale der skal ses som en gulerod og ikke en pisk.
- Vi gør det, fordi vi ønsker, eleverne skal lykkes, og fordi vi vil hjælpe, hvis de har nogle udfordringer. Vi har mange elever, som har brug for særlig støtte, både for at minimere fravær og til andre udfordringer. Det er vores opgave, at gøre så meget som praktisk muligt for at hjælpe dem til at lykkes og stå med et eksamensbevis eller et svendebrev til sidst, siger Ulf Bender Givskov.
Frem i arbejdskøen
Han så gerne frafaldet komme betydeligt længere ned og vil arbejde på det sammen med hele personalet og eleverne.
- I opgørelsesmetoden tæller omvalg også med. Så hvis man f.eks. skifter fra tømrer til murer uddannelsen, tæller det med som frafald, selvom man fuldfører en uddannelse. Det er ca. 35-40 pct. af de 16. pct. frafald, og der er en stor del særligt indenfor kontor og handels uddannelserne. Vi ville gerne have en opgørelsesmetode, hvor man i stedet kun tæller de første 2-3 måneder på grundforløbene, siger Ulf Bender Givskov.
Ligesom på alle andre uddannelser kommer HEG aldrig ned på nul.
Men tallenes tydelige sprog fortæller om en succes, som HEG og især eleverne kan mærke, når der skal findes praktikpladser eller arbejde efter uddannelsen.
- Vi bliver anerkendt af erhvervslivet for, at eleverne er mødestabile, og derfor kan de ofte komme lidt frem i køen til arbejdsmarkedet. De lærer jo også mere, når de har lavt fravær, og bliver derfor mere attraktive på arbejdsmarkedet, siger Ulf Bender Givskov.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"