Har du styr på din indre cola?

Onsdag, 27/01/2016 09:05

SULDRUP: Rigtig mange ville være med til det spændende foredrag, folk kom kørende til fra Støvring og andre steder.
Helle på første række havde hørt foredrag med Rune Strøm to gange før, men ville gerne lige have en tredje gang med. Så fulgte der også en krammer med!
Skoleleder Marianne Nielsen og leder i Tumlehøj, Lene Laursen, bød velkommen til skolen og til alle tilhørerne. Forælder Louise Aamann bød velkommen til Rune Strøm. Trivselsambassadørerne stod klar med kaffe og kage.

Kommunikation
er en svær ting
Kommunikation gør forskellen i de bærende relationer. I fællesskaber har vi brug for at have noget power og energi, men skal også give plads til andre: Man er nødt til at være fleksibel for at indgå i bæredygtige relationer.
Kodeordene er udholdenhed og omsorg. Som når en japansk bonde dyrker kæmpebambus. Når man har sået et frø, så skal der plejes og gødes. De to første år kan man ingenting iagttage i forhold til om bambussen vil vokse sig stor, som det var ens mål. I dag skal man dokumentere meget og præstere mange resultater. Man skal dog huske - var Rune Strøms pointe - at vi mennesker alle er en rod på kæmpebambussen, vi skal kere os om hinanden. Faktisk er det også sådan, at det man giver ud, kommer godt igen, fordi god kommunikation smitter. Børn gør tit, hvad deres forældre gør. Taler som deres forældre og om de samme ting som deres forældre.

Colaer og elefanter
Rune Strøm sammenlignede et menneskes indre liv med en dåsecola. Boblerne er der - og man må som menneske tage ansvar for sin egen indre cola. Boblerne er følelser, og colaen kan boble over og sprøjte ud på andre mennesker - svarende til frustration og hidsighed.
Når to mennesker taler sammen, er det vigtigt, at være opmærksomme på, at en elefant kan ses fra flere sider. Det er forskelligt, hvad man ser, og man er nødt til at tale sammen for at forstå hinandens perspektiv. Alle mennesker er forskellige, og det er vigtigt, at vi erkender, at forskellighed er godt og at vi kan bruge den konstruktivt til at få det gode liv med hinanden.
De gode relationer, som mennesker opbygger, giver energi til at håndtere hverdagen. Det er vigtigt, at vi som mennesker, kan tale med de mennesker, som forårsager vores frustration - fremfor at tage andre mennesker som gidsel ved at bede dem om at være med i en alliance imod en anden. Det er rigtig vigtigt, at tænke over, hvad man bruger Facebook til, det kan gøre meget skade dét, man skriver her. Hvis man taler, når man er ophidset, kan man komme til at fortryde dét, man siger.

At være menneske og
få et godt liv sammen med andre
Rune Strøm er en god formidler. Tilhørerne blev inddraget og nogle hjalp under foredraget med at eksemplificere pointerne.
Forældre i skole og børnehave, medarbejdere, ledere og andre har nu en fælles referenceramme at bygge videre på, når det handler om kommunikation. Hvad man kan gøre godt overfor hinanden - og hvordan kan man gøre skade. Rune Strøm havde en model, hvor ledelse, ansatte, forældre og børn indgik. Det er i bund og grund dét, som var vigtigt: De voksne har alle en fælles opgave: at skabe de gode betingelser for børnenes udvikling og læring.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"