Hal 3 i Aars by

Af Torsten Hansen, Mandag, 17/12/2018 13:41

Per Nyborg, byrådsmedlem, Konservative, Grundtvigsvej 12, Aars, ønsker at svømmehalsprojektet i Aars får arbejdsro:

LÆSERBREV: I Nordjyske og Aars Avis foreslår Palle Jensen på vegne af den socialdemokratiske gruppe, at der skal skæres yderligere i tilskud til nyt svømmecenter i Aars for at kunne finansiere en mulig hal 3 i Aars.

I budget 2018 blev der afsat 110 mio. kr. til nyt svømmecenter i Aars. Det blev så reduceret til 90 mio. kr. i budget 2019, for at sikre balance i driften fremadrettet. Og nu, 2 måneder efter budgettet for 2019 blev godkendt i Byrådet, vil du skære yderligere 10 mio. kr. Hvornår stopper du?

Meld dog klart ud, hvis du og den socialdemokratiske gruppe ikke bakker op om svømmecentret i Aars.

Din udmelding kan også få konsekvenser for det tilskud på 13 mio. kr., som Fonden for Sparekassen Himmerland har givet lovning på. Formand Arne Bindslev udtaler i Nordjyske den 13. december, at Fonden vil genoverveje sin støtte på 13 mio. kr. hvis Vesthimmerlands Kommune barberer i planerne for det nye svømmecenter i Aars.

Jeg synes, vi skylder Aars Svømmeklub og arbejdsgruppen bag svømmecentret, at vi holder fast i den bevilling, der er besluttet i budget 2019-2022. Arbejdsgruppen har brug for arbejdsro, når de skal ud og søge fonde for at finde de resterende 7 mio. kr., som mangler for at skaffe de 20 mio. kr. der er forudsætningen for projektet. Måske skal der findes flere end 7 mio. kr., såfremt Fonden gør alvor af at genoverveje sin støtte på 13 mio. kr.

Tilbage til det sagen egentlig drejer sig om. Nemlig en idrætshal i Aars!

Du giver mig ret i, at der højst sandsynligt er behov for en ny idrætshal i Aars, og at det selvfølgelig først skal undersøges, om behovet er der.

Selvfølgelig skal det undersøges om behovet er der. Dét arbejde er sat i gang, så der kan foreligge tal, inden vi skal i gang med at snakke budget 2020.

Men at foreslå, at en hal 3 i Aars by skal finansieres ved at reducere i tilskud til svømmecentret, er helt tosset.

Vi reducerede jo heller ikke i de 9 mio. kr. der er afsat til fodboldbaner i Løgstør, da det kom frem, at en del af jorden er forurenet. Du, jeg og resten af Byrådet kunne godt gå med til at de 700.000 kr. skulle finansieres af kassen for ikke at reducere i projektet i Løgstør. Fordi det gav god mening!

Kom nu til fornuft og giv noget arbejdsro til Aars Svømmeklub og arbejdsgruppen bag projektet. Vis at I støtter op om svømmecentret. Det gøres ikke ved at skære yderligere i projektet.

Jeg håber at Palle Jensen og den socialdemokratiske gruppe besinder sig hen over julen og indser, at det måske ikke var det allerbedste forslag de har fremsat.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"