Højt humør på friskolen i Aarestrup

Onsdag, 14/01/2009 12:02

AARESTRUP: Det var en stor flok glade børn, som mandag den 5. januar startede det nye år med morgensang på Gregers Krabbe Friskolen. Alle mødte op med opladede batterier, efter en lang og velfortjent juleferie, og klar til sidste halvdel af indeværende skoleår. 
Efter at skolens leder i efteråret, Jens Christensen, har valgt at opsige sin stilling, er det nu skolens tidligere souschef, Dorthe Petersen, der er konstitueret som leder, og med hendes kendskab til skolen, vil den positive udvikling fortsætte. Skolelederstillingen er opslået med ønske om ansættelse 1. april.
I den forgangne weekend var der masser af humør og aktivitet på friskolen. 40 forældre og ligeså mange børn havde indtaget skolen til vinterens hovedrengøring. Man mødte ind til en kop kaffe samt fordeling af områder søndag formiddag, og så var der ellers dømt krig mod edderkopperne. Humøret var højt og i fællesskab kan rengøring og ordning af andre praktiske opgaver næsten blive hyggelige. I hvert fald styrker det sammenholdet i forældregruppen, mens børnene hygger sig og udbygger ansvarligheden overfor vedligeholdelsen af skolen.
I biblioteket på friskolen hænger der en tegning, udført af Th. Johansen. Det er et portræt af Gregers Krabbe, manden der grundlagde skolegangen i Aarestrup i 1648. Hvert år fejres han i forbindelse med sin fødselsdag, så på fredag skal alle elever til den store fest – selve Gregers Krabbes 415 års fødselsdagsfest. Denne dag er der stor elevfest, hvor lærere og elever i festklædt tøj fester, danser,  leger og fejrer således skolens bagmand. Det siges, at hvis man kigger godt efter på portrættet, smiler Gregers Krabbe faktisk lidt mere denne aften.
 Forældre i 5. og 6. klasse står for det praktiske i forbindelse med festen – lige fra madlavning til servering, opvask og oprydning. Samtidig kan andre forældre vente i ”Forældrecafeen”, hvor der serveres kaffe.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"