Høj fart og nyt kørekort gav hul i hegnet

Af Ture Damtoft, Mandag, 11/02/2019 14:14

AARS: Det var en 18-årig lokal mand, der natten til lørdag ved 00:30 tiden bragede gennem hegnet ved svømmehallen i Aars.

Den unge mand, der ikke kan have haft kørekort i lang tid, kom kørende på Jyllandsgade og ville dreje ind på Peder Stubsvej i Aars.

Han mistede herredømmet over bilen og endte på græsset ved Aars Svømmehal.

- Der var ikke glat, så han må have haft en del fart på, siger en talsmand ved politiet og oplyser endvidere, at manden ikke var påvirket af hverken spiritus eller andet.

At farten har været høj bekræfter de omfattende skader på ikke bare hegnet ved svømmehallen men også kantstenene.

Et par af dem ligger nu flere meter inde på græsplænen ved friluftsbadet.

Park og Vej ved Vesthimmerlands Kommune har været i gang med at rydde op det meste af mandag, og nu mangler der at blive sat et par nye paneler op i det lidt ramponerede hegn.