Hælervarer: Pas på våddragterne

Af Ture Damtoft, Torsdag, 24/09/2020 11:17

VESTHIMMERLAND: Danskerne køber årligt stjålne varer for to millarder kroner.

Nu er der formentlig 12 våddragter på vej til at blive annonceret til salg på diverse hjemmesider og opslag på sociale medier.

Våddragterne af mærket Neopren er en del af udbyttet fra et indbrud ved Landal Rønbjerg feriecenter.

I tidsrummet fra eftermiddag mandag 21. september til onsdag formiddag 23. september er der blevet stjålet følgende.

De 12 våddragter af mærket Neopren.

Tre wakeboards af mærket Humanoid og med bindinger - det ene beskrives som mintgrøn med lyserøde blomster og et andet som sort/hvidt/rødt med striber.

Ni compound buer og et sæt vandski.

Den samlede værdi er ifølge feriecenteret 38.000 kroner.

I 2019 var det omkring 250.000 danskere der mindre eller mere uforvarende købte stjålne varer.

I Vesthimmerlands Kommune var det omkring 1500 borgere - tallet er baseret på en gennemsnitsberegning.

Langt fra alle gør det af ond vilje.

- Det er vores klare opfattelse, at langt de fleste gør det uden at være klar over det. Otte ud af ti danskerne synes, det er svært at vurdere, om de brugte varer er stjålne. Mange tror nok, at hælervarer primært sælges i baglokaler på værtshuse, men den forestilling holder ikke. Hæleri foregår i høj grad på nettet, siger Jonas Mannov, som er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.

En stor oplysningsindsats skal nu gøre op med hæleri, der er en væsentlig del af forklaringen på, at Danmark har titusindvis af indbrud i private hjem.

- Hvis du køber hælervarer, bestiller du i realiteten et indbrud og øger risikoen for, at du eller naboen får besøg af indbrudstyve. Danmark har tre gange flere indbrud i private hjem end fx Sverige og Tyskland, så der er god grund til at sætte ind. Hvis danskerne er mere opmærksomme, når de shopper brugt, bliver det vanskeligere for indbrudstyvene at afsætte de stjålne varer, siger Britt Wendelboe, programchef for partnerskabet Bo trygt.

Så hvis man ser en våddragt eller wakeboard til en alt for god pris de næste dage, så kan det være, man skulle underrette politiet på 114 eller i det mindste lade være med at købe det.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"