Håb for plejehjemsbesøg fra mandag

Af Torsten Hansen, Fredag, 12/02/2021 14:36

Nu begynder vaccination på botilbud

VESTHIMMERLAND: Antallet af smittede i Vesthimmerland stiger lidt hver dag, men der er også lidt lys forude.

- Jeg er ikke så tilfreds med, at smitten stiger igen. Vi kan ikke direkte forklare, hvad der sker, fordi det er geografisk og aldersmæssigt spredt, siger Anne Krøjer, sundhedschef i Vesthimmerlands Kommune.

Der er tre til fem nye smittede hver dag i kommunen.

- Vi er lidt spændte, fordi i morgen lørdag er det 14 dage siden de første fik stik nummer to. Hvilket vil sige, at deres vaccine skulle nu være fuldt virksom. Det er netop ældre på plejehjem, der nu er beskyttet. Derfor er vi i dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed om at få lov til at åbne for besøg på plejehjemmene, siger Anne Krøjer.

- Vi forventer at kunne åbne for besøg på mandag, uddyber hun, men understreger samtidig, at det er styrelsen der beslutter om det kan ske, og hvordan det eventuelt kan ske.

Der kommer stadig vacciner til Vesthimmerland, men det går ikke så hurtigt. I alt har 1445 fået første stik og 1172 fået begge stik.

- Nu får vi mulighed for at vaccinere på botilbuddene. Men der kommer stadig kun få vaccinedoser. Derfor tager vi et botilbud af gangen. Det første bliver Bøgevej i Løgstør. Der sker vaccinationen i næste uge, siger Anne Krøjer.

Test

Omkring test fortsætter muligheden om onsdagen i Messecenter Vesthimmerland.

- Indtil videre fortsætter vi også med test om lørdagen, og i næste uge kommer der en ekstra dags testmulighed, siger Anne Krøjer.

Hvor længe der er mulighed for test om lørdagen ved hun umiddelbart ikke, da det er Region Nordjylland der afgør det.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"