Gundersted tog vigtig sejr på udebane

Af Ture Damtoft, Fredag, 31/05/2019 12:12

FODBOLD: Det holdt hårdt mod Ulbjerg Idrætsforening, da Gundersted Idræftsforening mødte dem på udebane i Serie1.

En 1-0 føring til hjemmeholdet blev vendt til 2-1 til Gundersted med to mål i det sidste kvarter af kampen.

Rene Petersen scorede til 1-1 på assist af Patrick Errington Borup i det 75. minut, og kort før tid gjorde Søren Munk Pedersen det til 2-1 og en ifølge træneren fortjent sejr til Gundersted.

- Vi har faktisk al spillet og presser dem i bund. Men vi er ikke skarpe på den sidste tredjedel af banen, så det lå lidt i luften at de skulle score på en omstilling. Det skete også på et tidspunkt, hvor vi havde en mand udvist. Så begynder vi at satse noget mere, og får dem presset endnu mere ned banen. Det lykkes også, og vi får faktisk scoret begge vores mål i en overtalssituation, siger spillende træner Kristian Skriver.

Gundersted ligger efter resultatet på en fjerdeplads i puljen men har kun tre point ned til sjettepladsen, der er første mulige nedrykningsplads.

- Det var et vigtigt resultat på en svær udebane. Vi ligger godt i svinget til at undgå direkte nedrykning, men der er ikke langt ned til nedrykningsstregen. Men det var også en meget fortjent sejr, for vi havde klart flest chancer og det meste boldbesiddelse, siger Kristian Skriver, der bestemt ikke tager næste kamp på hjemmebanen Freja Park på søndag mod bundproppen Roslev Idrætsklub for givet.

- Vi skal bare helskindede fra kampen på søndag, når vi spiller hjemme mod Roslev. Vi er ret pressede på mandskab og har også en del skader til på søndag, så vi skal have skrabet 14 mand sammen. Roslev kommer trods alt med en 1-1 fra Nibe, der ligger på andenpladsen. Godt nok ligger Roslev sidst i tabellen, men der er ikke noget, der kommer af sig selv, men selvfølgelig vil vi være skuffede hvis vi ikke tager en sejr, siger Kristian Skriver.

Gundersted har på fjerdepladsen 16 point med fem vundne, én uafgjort og fire tabte kampe. Målscoren er på 14-14.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"