Gundersted skal finde ny træner

Af Ture Damtoft, Onsdag, 03/07/2019 05:00

FODBOLD: Gundersted Idrætsforening har haft en stærk forårssæson, hvor oprykkerne tog en flot tredjeplads i Serie1.

Den sidste kamp blev vundet sikkert med 4-1 over Skive, og både spillere og træneren er gået på sommerferie fra fodbolden som topholdet i Aars Avis’ dækningsområde.

- Det har været en rigtig god sæson resultatmæssigt, og jeg synes, vi har fået tæt på det maksimale ud af vores kampe, siger træner Kristian Skriver.

Snart skal Gundersted IF dog finde en ny træner, for efter seks år vil Kristian Skriver prøve noget nyt. Han tager dog efterårssæsonen med.

- Jeg tror,det er seks hele år, jeg har været træner i Gundersted, og det er også mere end gennemsnittet. Jeg er ikke træt af det, men efter en årrække i toppen af Serie2 eller i Serie1 synes jeg, der skal ske noget nyt, og så er det også om at stoppe mens legen er god, siger Kristian Skriver.

Han peger selv på et par områder, hvor han har været med til at udvikle klubben. Ikke mindst vindermentaliten på holdet er blevet forbedret.

- Vi vinder kampe uden at spille godt, fordi vi kæmper for det. Det kan man også se til træningen, hvor jeg har været med til at udvikle træningskulturen. Det er ikke altid, vi er så mange til træning, men der bliver gået til den, siger Kristian Skriver, der også altid er aktiv på sidelinjen med opmuntring og dessiner til spillerne - hvis han de ikke selv er med på banen.

Hvad fremtiden skal bringe ved den om-et-halvt-år afgående træner ikke.

- Nu får vi se, hvad der sker. Hvis jeg vidste, hvad jeg skal, ville jeg nok ikke sige det endnu, men det gør jeg virkelig ikke, siger en halvgrinende Kristian Skriver.

Gundersted IF sluttede på tredjepladsen med 26 point for otte vundne og to uafgjorte kampe ud af 14. Målscoren var på 27 for og 18 imod. De 18 imod var det næstbedste i rækken.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"